Efterårssåning i skærehaven

Efterårssåning i skærehaven

Vil du have tidlige blomster i din skærehave næste år?

Så skal du prøve at efterårsså. Det er nemt, det eneste det kræver er et stykke bar jord og frø til blomster der kan tåle kulden. 

Det er blevet tid til såning af de allerførste blomster til næste års blomsterflor. Det er nemlig her i slutningen af august og starten af september at vi kan efterårsså sommerblomster, til overvintring direkte i jorden. Ved efterårssåning vil der være blomster at høste allerede fra juni næste år. På den måde kan blomstringen i skærehaven forlænges. Og det ”flowergap” som ofte opstår efter tulipanerne er afblomstret og inden sommerblomsterne begynder at springe ud, vil blive lidt mindre.

 

Hvad er Hardy annuals?

Det er en helt bestemt gruppe sommerblomster der kan bruges til efterårssåning. Nemlig dem der på engelsk kaldes: “Hardy Annuals”. På dansk har vi ikke et samlet begreb for disse, man kunne kalde dem hårdføre etårige, for det er jo det de er. Deres hårdførhed gør at de faktisk kan klare at overvintre som små planter ude i haven. Det er også disse, som kan sås tidligst om foråret, fordi de tåler det noget omskiftelige danske forårsvejr. Se vores udvalg til efterårssåning.

Efterårssåning – hvornår?

Det handler om at så på det helt rigtige tidspunkt. Det er om at ramme lige det tidspunkt, hvor planterne når at spire og komme i god vækst, men ikke bliver så store at de begynder at sætte blomster. En huskeregel er at så lige omkring efterårsjævndøgn, da planternes vækst er meget afhængig af dagslængden. i 2021 er jævndøgn 22. september. Såning et par uger på begge sider af jævndøgn plejer at fungere fint.

Hvilke blomster kan efterårssås?

Til efterårs-såning vil vi anbefale følgende blomster, de er afprøvet under danske forhold med gode resultater:

  • Kornblomster, Centaurea cyanus
  • Jomfru i det grønne, Nigella damascena
  • Sommerridderspore, Delphinium consolida
  • Kongekommen, Ammi majus
  • Tandstikkerurt, Ammi visnaga
  • Blomsterkørvel, Orlaya grandiflora

 

Hvordan?

Et stykke bar jord renses for ukrudt og jævnes ud med en rive, den kan også være et højbed. På denne årstid vil der ofte være et stykke jord ledig efter høst af fx kartofler og løg, det vil være oplagt at udnytte den bare jord til efterårs-så blomster.

Det er helt enkelt at efterårsså – metoden er præcis som når der sås om foråret. Der laves en rille i passende dybde og frøene sås. Så frø med passende afstand, dæk med jord og vand bedet. Herefter er det vigtigt at sørge for at vande og luge ukrudt væk indtil planterne er i god vækst. Sår du tæt skal du være opmærksom på at få tyndet ud når planterne er spiret frem, ellers har planterne ikke plads til at udvikle sig.  Når først planterne er spiret frem passer de sig selv hele vinteren. De bliver ikke dækket med fiberdug, de klarer fint vinteren. Det er som om det at de er spiret frem i det hårde efterårsvejr, hærder dem til at komme igennem vinteren. Når det bliver lunt i foråret, vil de begynde at vokse og de vil derfor have et forspring, frem for de planter vi sår i foråret.

Vær opmærksom på at det sted hvor der efterårssås ikke må være meget vådt, står planterne fugtigt hele vinteren kan de gå til. I meget kolde vintre kan dele af de efterårssåede blomster også risikere at gå til, det er desværre en risiko man må tage med, for at få glæden af de tidlige blomster.  Se vores udvalg til efterårssåning.

  • Klargør et såbed ved at fjerne ukrudt og plane jorden
  • Lav riller og så i passende dybde og såafstand
  • Vand efter behov indtil frøene er spiret
  • Hold bedet fri for ukrudt indtil planterne er i god vækst
  • Hold fri hele vinteren og få ekstra tidlige blomster næste år 😊

Hvorfor efterårssåning af blomster?

Efterårssåning er genvejen til tidlige blomster i skærehaven. Normalt bliver der en lille pause hvor det er svært at finde noget til buketter i slutningen af maj. Fra tulipaner og andre forårsløg takker af, til sommerblomsterne kommer i blomst. Med efterårssåning vil der komme blomster at plukke allerede i juni og tiden uden blomster vil derfor blive mindre.

Det betaler sig at så endnu et hold af de samme blomster om foråret, da de blomster, der er efterårssåede blomstre tidligt og derfor også afblomstrer tidligt.  Se vores udvalg til efterårssåning.

 

af Liv Nørgaard Meinert, Spirekassens blomsterekspert

oprettet d. under Skærehave, Produkter


Kommentar(er) 2

  • Spirekassen
    Spirekassen

    ja det kan du. Du skal bare huske ikke at så før jævndøgn. Du kan også vinterdyrk i drivhuset.

    Svar

  • Rikke Helsinghof
    Rikke Helsinghof

    Hej Så lærte jeg lige noget nyt, og skal da klart prøve at efterårsså. Kan man også gøre dette i et uopvarmet drivhus, så min datter og jeg har noget at gå og hygge om igennem vinteret?

    Svar

Skriv din kommentar