Skærehaven 2024

oprettet d. under Årets gang, Skærehave, Bier og Blomster

Skærehaven 2024

Planlægning af årets skærehave har været i gang i flere måneder.

Én ting er helt sikkert, skærehaven er en smule anderledes i år i forhold til sidste år. Skærehaven er blevet mindre! Af den simple grund at grøntsagerne er flyttet ind i skærehaven. Skærehaven er i år skabt af Christine, Malou og Pernille. Christine og Malou er begge gartnere. Pernille er grafisk designer og ved noget om farver og farve kombinationer. Sammen har vi sammensat årets skærehavebede.

Vi dyrker i pallerammebede

I år består skærehaven af 10 palleramme bede i størrelsen 120 cm x 80 cm. Grunden til at vi har valgt at dyrke i pallerammer er, at det kan alle gøre! En palleramme er nem at købe, fylde op med muld og så er man i gang.

Bagsiden ved at dyrke i pallerammebede er, at de udtørrer hurtigt. Vi oplevede i foråret 2023, at lange tørkeperioder kan være en udfordring vi bliver nødt til at forholde os til fremover. I år vil vi have stor fokus på mindst mulig bar jord, som har en høj fordampning. I år vil vi i halvdelen af vores bede lægge ulddække og i den anden halvdel lægge græsdække for at nedsætte fordampningen.

Vi tilplanter vores pallerammebede efter en metode hvor alle planter står relativ tæt. Det vil sige vi planter tæt med 6 rækker på den korte side. Den tætte tilplantningsmåde nedsætter også fordampningen.

Hvert bed fungerer som en lille buket. Det vil sige at alt er samlet i én sommerbuket. Du finder én eller to fokusblomster og buketfyld. Buketfyld mangler man næsten altid og derfor har vi ekstra fokus på det i år.

Vi dyrker selvfølgelig en del af vores nye blomster i sortiment, men vi har også fokus på flere bestøvervenlige blomster i skærehaven. Du vil også se årets Pantone farve for 2024 ”Peach Fuzz” gå igen i flere af bedene. ”Peach Fuzz” er en rolig og dæmpet kombination af sand og beige med undertoner af abrikos og fersken.

Forspiring og såning direkte

Vi har valgt ikke at forspire en masse i år. Vi sår en del frø direkte på voksestedet. Det gør vi for at spare tid da vi har mange andre opgaver i frøhandlen. Dog forspirer vi zinnia, sommerasters, phlox, statice og evighedsblomst. Forspiringen vil ikke foregå traditionelt i en varm vindueskarm, men derimod i vores drivhus fra marts måned. Vores erfaring er, at det skaber langt mere robuste planter når de endelig udplantes på det blivende voksested.

Den lange blomstring og forskellig anvendelse

Vi har tænkt i en lang blomstringsperiode, hvor de forskellige arter afløser hinanden i blomstringen. I flere af bedene har vi tænkt i flere funktioner for blomsterne. Fx bivenlighed, brug af blomsten frisk og brug af samme blomst, tørret i evighedsbuketter.

Grow along

Vi har valgt i år at gøre vores skærehavebede mere offentlige fra starten. Det er nemlig muligt at dyrke med. Alle de bede vi har skabt, kan du også købe online hos os. Det endda til en nedsat pris så længe lager haves selvfølgelig. Download en PDF eller tryk på hvert enkelt bed i bloggen.

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar