Dyrk ranunkel

oprettet d. under Blomsterløg og knolde

Dyrk ranunkel

Blomstrende luksus

Ranunkler er fyldte og farvestrålende blomster. De er pragtfulde at se på med de elegante lagdelte blomster. Det er ren luksus at dyrke dem i haven og kunne plukke dem ind til buketter.

Dyrkningsvejledning – trin for trin

  • Læg knoldene i vand i 10-12 timer – skift vandet løbende.
  • Fyld en flamingokasse/ anden bakke med drænhuller med fugtig ”Så og Prikle muld”
  • Stik knoldene ned i mulden og dæk med et lag muld.
  • Klap mulden let så der er god kontakt mellem muld og knold.
  • De første uger skal knoldene stå ved omkring 17-18 grader til de er spiret, et koldt værelse er at foretrække. HER MÅ DER IKKE VANDES.
  • Herefter kan knoldene flyttes i et almindelig uopvarmet drivhus. Beskyt med fiberdug på kolde nætter. Nu må de gerne vandes.
  • De kan plantes på friland i april, når der er fine grønne spirer. 
  • Beskyt med fiberdug, hvis der loves frost i april.
  • Når planterne er afblomstret sidst i juni, tages knoldene op, tørres og gemmes til næste år.
  • Se vores ranunkler 

Ikke for nybegyndere

Sværhedsgrad: let øvet/øvet

Vi elsker at gøre blomsterdyrkning til noget alle kan være med til, men lige med ranunkler må vi altså være ærlige og sige, at det ikke er let. Derfor vil vi ikke anbefale ranunkler til dig som er helt ny haveejer.
At dyrke ranunkler kræver timing – både når det kommer til plantningstidspunkt og hvornår der skal vandes og IKKE vandes.  Ranunkler er ikke den letteste blomst at lykkes med, knoldene er meget afhængige af den rette fugtighed og temperatur. De kan let rådne hvis de ligger for vådt, omvendt visner de let hvis de får det for tørt; og sætter maj ind med sommertemperaturer vil blomsterne afblomstre på få dage, for selvom de trives med sol, trives de ikke med varme. Hvorfor så overhovedet dyrke dem? Fordi de er så utroligt smukke – at når det lykkes føler man sig rig! Rig på smukke blomster.

Købes om efteråret – lægges om vinteren?
Er du forvirret, så forstår vi det godt, normalt er vi vandt til at udvalget afspejler de ting som er velegnede til at dyrke nu. Traditionelt køber man ranunkelknoldene i efteråret og det er egentlig lidt tosset, fordi de som regel først lægges om foråret. Ranunkelknolde kan godt lægges i efteråret, men det er krævende at få dem igennem den våde danske vinter uden at de går til. Derfor foretrækker de fleste at starte dem sidst på vinteren, hvilket giver en blomstring i maj/juni. Knoldene kan opbevares let ved stuetemperatur, gerne lidt køligere, frem til efter årsskiftet. Hvor forspiringen kan begynde.

Forspiring hvordan?

Ved forspring af knoldene i årets første måneder er de nogle af de tidligste blomster til skærehavens buketter.
Ranunkler er omkring tre måneder om at komme i blomst. Så forspiring i starten af februar, bør give blomster i starten af maj – hvilket passer helt perfekt sammen med de sentblomstrende tulipaner.

Forspiring foregår indendørs, helst ved lige under stuetemperatur – så husets køligste rum er at foretrække.

Først lægges ranunklerne i blød i ca. 10 timer, her er iltning af vandet vigtigt, det kan enten gøres ved at lade en tynd stråle vand rinde ned i bøtten med ranunkelknolde hele tiden – eller ved hyppig udskiftning af vandet.  Små ranunkelknolde skal lægge kortere tid i blød end store, da de nærmest kan gå helt i opløsning af den lange iblødlægning.

De udblødte knolde placeres med ”fingrene” nedad i en bakke med let fugtig så- og priklemuld. Herefter dækkes de med et lag muld. Bakken skal have drænhuller. En flamingokasse med drænhuller eller en vindruebakke er velegnet. Her er en vigtig pointe om ranunkler – knoldene skal IKKE vandes før de er spiret. Det er her den største risiko for at mislykkedes findes – nemlig at knoldene rådner inden de spirer. Iblødsætningen og den fugtige muld bør give nok fugt, til at få dem til at spire. Ser det alligevel meget tørt ud, kan der vandes meget forsigtigt.

Efter de første skud viser sig, kan kassen med de forspirede ranunkler med fordel flyttes til et uopvarmet drivhus. Her skal der dog være mulighed for at dække dem med fiberdug på de koldeste nætter. Ranunkler tåler en smule frost.
 



Når planten er spiret, kræver den vand

Ranunkelplanten trives bedst med at være fugtig, men dog ikke våd. Derfor er det vigtigt at vande dem ofte, når de er spiret frem, for at undgå udtørring. Når der er flere grønne skud, kan planterne plantes ud i et veldrænet bed på en solrig placering. Der bør være 15 til 20 cm mellem hver plante. Vær forberedt på at dække dem med fiberdug på kolde nætter, eller giv dem en tunnel af fiberdug i de første uger. I tung lerjord rådner knoldene. Derfor er den bedst egnet muld til ranunkler en løs, veldrænet og næringsrig muld. Den skal være fugtig, men der SKAL være en god dræning.

Du kan dyrke ranunkler både i bede, højbede og i krukker – så længe jorden er veldrænet. Faktisk har de den perfekte højde til krukker med sine 40 cm. Man har den klare fordel ved krukkedyrkning at knoldene er nemme at stille frostfrit hele vinteren.

Ranunkler er ikke hårdføre i Danmark

Ranunkelknolde er sjældent vinterhårdføre her i landet. Derfor skal de graves op, tørres og opbevares tørt og frostfrit hele vinteren. Når de først er tørret, kan de ligge i et skab hele vinteren, de små knolde fylder ikke ret meget, så vinteropbevaring er ikke besværlig. Se vores ranunkler.

 

 


Kommentar(er) 10

  • Hanne Munk Kure
    Hanne Munk Kure

    Hej Hvis jeg sætter mine ranunkel løg i potter der kan flyttes ind i frostfrit lyst rum om vinteren 3-10 grader så behøver jeg ikke ta løgene op vel? Så lar jeg bare være med at vande Er det korrekt?? På forhånd tak Mvh Hanne

    Svar

  • Bente
    Bente

    Jeg har købt ranunkelknolde i vinters men aldrig kommet igang med dem. Kan det nytte at begynde at forspire nu, eller kan de holde siig til næste vinter, hvor jeg så forspirer? Eller er de helt gået tabt?

    Svar

  • Jeanette
    Jeanette

    Hej Jeg har sat mine ranunkler i potter og i haven. Dog er det sådan at mange blade bliver gule og vidner. Hvad gør jeg forkert? Tak

    Svar

  • Vibeke Gronning
    Vibeke Gronning

    Hvor tæt skal de sættes i en krukke?

    Svar

  • Spirekassen
    Spirekassen http://www.spirekassen.nu

    Nej det skal de først når der er grønne skud over jorden

    Svar

  • Karin
    Karin

    Når de står i det kolde rum inden de har spiret skal de så have ekstra lys? Jeg påtænker nemlig at stille dem i kælderen men er i tvivl om jeg skal sætte dem under vores plantelys?

    Svar

Skriv din kommentar