Drivhusplaner 2024

oprettet d. under Årets gang, Drivhuset

Drivhusplaner 2024

Endnu et år er begyndt! Som det plejer er året allerede fuld af planer for vores drivhuse.  Året er startet lidt anderledes end det plejer nemlig med sne og frost. Noget der godt kan lægge en dæmper på de ”Spirende planer”, men ikke hos os. Vi er allerede i fuld gang!

På SpirekasseGården har vi to drivhuse. Et over 30 år gammelt orangeri, som i sin tid af bygget af den tidligere ejer Poul. Det er 25 m2 og har faste jordbede.  Ved vores sø har vi et nyt (Reklamelink) Juliana Orangeri 21,5 m2. Her dyrker vi primært i krukker og i plantekasser. I vores Juliana Drivhus kan vi godt lide at have en mulighed for mere en fleksibel indretning, hvor vi kan flytte om og rundt. Fordi drivhuset også brugs som et ekstra rum til møder og andre aktiviteter i Spirekassens hverdag.  Hvert år har vi lyst til at prøve nye ting. I år er ingen undtagelse!

Det gamle Orangeri 25 m2

 

De faste jordbede er placeret i en hesteskoform. De er 5 meter lange og omkring 1 meter brede.

I midten af drivhuset har vi 2 stk Modern Box fra Pindstrup. I vores Modern Box er der lagt en del tulipanløg i efteråret. Allerede fra marts forventer vi en masse skønne tulipaner til buketter. Både til os selv, men også i vejboden.

Vores endebed får mest sol og er varmest gennem sommeren. Her har vi i efteråret sået flere rækker af hardy annuals blomster. Fx dusksalvie, Nigella og ridderspore.  Her i starten af året står småplanterne fint og er omkring 10 cm høje. Når varmen begynder at komme i marts, er det tid til opbinding med blomsternet. Vi forventer tidlige blomster fra engang i maj.

I år har vi besluttet at vi skal prøve alle de lækre nye økologiske tomater, som oprindeligt stammer fra USA og "Artisan Seedline”. Bag denne lækre tomatforædling står Dr. Fred Hempel som er uddannet plantebiolog. Desværre forlod Dr. Fred Hempel denne verden i efteråret 2023. Hans forædlingsarbejde forsættes heldigvis. De lækre små blommetomater er virkelig et bekendtskab værd. Selvfølgelig er der igen i år også sneget sig to af de bedst smagende bøftomater ind. Begge klassiske gamle arvesorter.

Vi skal dyrke Kiwi i drivhuset i 2024. Allerede i efteråret plantede vi sorten ’Jenny'. Den er valgt da det er en selvbestøvende sort. Selvbestøvningsegenskaben står i kontrast til de fleste andre kiwi-sorter: De fleste andre sorter kræver bestøvning af en anden sort før der kan dannes frugter.

Vi skal dyrke Kiwi

Kiwi har de bedste vækstbetingelser i sol-halvskygge på en lun vokseplads gerne i et drivhus samt i en god, næringsrig og veldrænet havejord med rigeligt vand. Denne lune ynglings plads har vi op ad den lune endevæg i det gamle orangeri.

Inden man vælger at dyrke kiwi i drivhuset, skal man afgøre om man har pladsen. Sorten ’Jenny’ er en kraftigt voksende, slyngende plante, der får store, elliptiske, hårede og mørkegrønne blade. Kiwi kan, hvis den har det godt danne op til 9 meter lange ranker.

I begyndelse af sommeren blomster Kiwien med hvide/orangegule blomster. Frugterne er først pukkeklar i september/oktober. Frugterne er ikke lige så store som dem man køber, men bliver omkring 3 til 5 cm store.

 

Plantevalg 2024

​​​​

  • Tomat 'Artisan Blush Tiger' - 2 planter
  • Tomat 'Artisan Green Tiger' - 2 planter
  • Tomat 'Artisan Lucky Tiger' - 2 planter
  • Tomat 'Artisan Pink Tiger' - 2 planter
  • Bøftomat 'Brandywine' - 2 planter
  • Bøftomat 'Noire De Crimée' - 2 planter
  • Tomat 'Zuckertraube' - 2 planter
  • Kiwi ‘Jenny’
  • Hardy annuals blomster

Juliana Orangeri 21,5 m2

Vores Juliana Orangeri bruges lige så meget som et sanse- og opholdsrum som et dyrkningsrum. Der skal altså være noget for sanserne i orangeriet. Derfor lagde vi allerede i efteråret omkring 300 blomsterløg i orangeriet. Vi dyrker i Modern Box fra Pindstrup og blomstring får vi glæde af allerede fra marts måned. Klimaet er også så lunt i marts at vi kan begynde at bruge drivhuset til møder og andre aktiviteter.

Sidste år havde vi en massiv plage af bladlus. Det var specielt vores chiliplanter, der blev ramt. I år har vi af samme grund fravalgt chili og peber. Nu flytter der auberginer ind i stedet. Bladlus holder nu også fint af aubergine, men ikke i lige så høj grad som peber. For allerede nu at forebygge et luseangreb skal drivhuset rengøres grundigt i det tidlige forår.

Plantevalg 2024

 

Vi glæder os til at dyrke den økologiske aubergine ’Bambino’ for første gang. Det er en sort, der danner mini auberginer. Frugter med den klassiske auberginefarve eller stribet Lilla/Hvide frugter. Gammel klassisk sort, som er egnet til at sylte, stege og grille. Frugten er lille omkring 5 cm. Vi skal også prøve Aubergine 'Rosso Di Napoli' også kaldet etiopisk aubergine. Med sine helt orange frugter ligner den mere en tomat.

 

 

Blomsterne forsætter

Vi forsætter med blomster og vi genopliver en klassiker passionsblomst. Passiflora caerulea er den vi kender bedst og også den art vi vil dyrke. Arten danner ikke spiselige passionsfrugter. De kommer fra arten Passiflora edulis. Passiflora caeruleas vækst er massiv og dens ranker kan blive op til 25 meter lange. Blomstring er fantastisk og får drivhuset til at fremstå tropisk. Passiflora caerulea er interessant fordi den er relativ kuldetålende. Hvis planten står beskyttet, kan den klare helt ned til minus 10 grader. Vores vintre er blevet mildere og det kan have stor betydning for passionsblomsten. Måske den nu vil kunne overvintre i drivhuset og skyde igen i 2025.

For at styrke det tropiske drivhuslook vil vi i år lade stueplanterne flytte ind i drivhuset. Flere klassiske stueplanter elsker drivhuslivet hele sommeren. Flere arter kan også nemt tåle en kølig sommeraften. Arter som vi allerede nu ved flytter ind i drivhuset er: Monstera, Pilea og Heptapleurum actinophyllum.  I forvejen har vi også flere figentræer Ficus carica

Christine, Væksthusgartner

 

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar