Hvad er en løglasagne?
En løglasagne er en enkel, men genial måde at plante blomsterløg på. Løgene lægges i flere lag i en stor krukke – de største og senest blomstrende nederst og de mindste og tidligst blomstrende øverst. Resultatet er en krukke, der ændrer udtryk gennem hele foråret og byder på nye blomster uge efter uge.
Denne løglasagne er sammensat med fokus på lange blomstringsforløb, harmoniske farver og stor værdi for forårets første bestøvere. Først springer de botaniske krokus ud, derefter følger perlehyacinter og hyacinter, inden tulipanerne afslutter blomsterfesten.
Alle vores løglasagner leveres smukt indpakket i en gaveæske med en udførlig plantevejledning. Du skal blot bruge en stor krukke med drænhul og god kvalitetskrukkemuld. Når løgene først er lagt, passer naturen stort set resten – og du kan blot glæde dig til et blomsterflor, der udvikler sig gennem hele foråret.
Farveskala i denne løglasagne
Denne løglasagne er skabt til dig, der elsker forårets kølige lilla og blå nuancer kombineret med varme rosa toner.
Blomstringen begynder med de violette blomster fra Botanisk krokus 'Barr's Purple', som hurtigt får selskab af den elegante, lyseblå Perlehyacint 'Valerie Finnis'. Herefter overtager den sart rosa Hyacint 'Splendid Cornelia', som både tilfører farve og en dejlig forårsduft.
Foråret rundes af med tulipanerne 'Purple Prince' i dyb purpur og 'Salmon Jimmy' i bløde lakserosa nuancer. Sammen skaber de et levende farvespil, hvor de kølige blå og lilla toner gradvist møder de varme rosa nuancer. Farverne er mest intense lige efter udspring og får efterhånden et blødere, mere romantisk udtryk.
Blomstringstid for denne løglasagne
Denne løglasagne giver blomster fra de allerførste forårstegn i februar og helt frem til maj.
De botaniske krokus er blandt årets første blomster og kan allerede blomstre i februar eller det tidlige marts, hvis vejret tillader det. De leverer værdifuld nektar og pollen til bier og humlebier, som netop er kommet ud af vinterdvalen.
Efter krokus følger perlehyacinter og de velduftende hyacinter, inden tulipanerne overtager scenen og afslutter sæsonen med store, elegante blomster.
Løgene er flerårige og kan blomstre igen i de kommende år, hvis de får lov til at blive i krukken. Når blomstringen er ovre, bør bladene visne helt ned, så løgene kan samle energi til næste sæson. Om sommeren kan du plante sommerblomster oven i løgene, så krukken fortsat er smuk.
Om vinteren anbefaler vi at stille krukken et sted, hvor den er beskyttet mod den værste regn – eksempelvis under et udhæng, i et skur eller tæt op ad en husmur. Vand kun ganske sparsomt i vinterperioden. Næste forår vil løgene igen belønne dig med et smukt blomsterflor, om end blomstringen typisk bliver en smule mindre overdådig end det første år.
Indhold i denne løglasagne
- Botanisk krokus 'Barrs Purple' - 7 stk.
- Perlehyacint 'Valerie Finnis' - 7 stk
- Hyacint 'Splendid Cornelia' - 5 stk
- Tulipan 'Purple Prince' - 7 stk
- Tulipa 'Salmon Jimmy' - 4 stk
Hver type blomsterløg er pakket enkeltvis. Der står på posen, i hvilket lag løget skal lægges
Designet af produktionsgartner, Christine og grafisk designer, Pernille
Kunder der har købt dette produkt har også købt
