Pragtfulde hyld

oprettet d. under Frugt, Årets gang

Pragtfulde hyld

 

Hyldeblomster emmer af dansk midsommer, læs mere om det pragtfulde træ her…

Almindelig hyld er noget af det mest danske, man kan tænke sig. Hyld vokser naturligt og frodigt overalt i den danske natur og bruges flittigt som læhegn i markskel. Botanisk set hører hyld til hyldefamilien Sambucaceae, som er udbredt i hele Europa og Asien.

Hyld stammer helt tilbage fra 900-tallet, hvor man finder den i Sydslesvig. Fra de følgende århundreder har man fundet utallige beskrivelser af hyld, oftest i medicinske og farmakologiske skrifter. I 1800-tallet sælges de første dyrkede havevarianter.

Midsommerstemning

Hyld emmer af dansk midsommer. Almindelig hyld blomstrer omkring sankthans med hvide blomster i smukke klaseagtige skærme. Et gammelt sagn fortæller, at man en enkelt nat om året kan se ind i fremtiden. Hvis den unge pige lægger en hyldeblomst under sin hovedpude sankthansaften, vil hun drømme om sin kommende mand.

Hyldeblomster og -bær er spiselige og har flere anvendelsesmuligheder fra saftproduktion til diverse desserter. Hvem elsker ikke frisklavet hyldeblomstsaft. De grønne dele af hyld indeholder giften glycosid og bør derfor ikke spises.

Man kan høste modne frugter i september-oktober. Frugterne er små stenfrugter, der sidder i klaser, og de er dybt mørkerøde, nærmest sorte som modne. Hyldebær smager ikke særlig godt rå, men de har et højt indhold af C-vitamin og er velegnede til både saft, vin, marmelade og suppe.

 

Sorterne af hyld

Der findes danskavlede hyldesorter udviklet i 1970erne: ’Sampo’, ’Samyl’ og ’Sambu’. Sorterne er ikke så kraftigt voksende, og blomsterskærmene er store og frodige. Sorterne er gode og stabile og findes i et hvert sortiment på planteskolen. Der findes også røde udgaver ’Black Lace’ og ’Black Beauty’

Hyld har den fordel, at den trives på alle jorde og træet kan endda vokse i skygge. Hvis man ønsker mange frugter på sin hyld, er det bedste dog at lade hyldetræet vokse i fuld sol i en næringsrig jord. En let årlig beskæring af de ældste grene giver flere blomsterklaser det kommende forår. Se en lække opskrift på hyldeblomstsaft.

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar