Det er ganske simpelt at drive sine egne blomsterløg. Der er kun få ting, du skal huske.
Hvert forår ser jeg er stort udvalg af blomsterløg i supermarkeder til drivning inde i stuen. Hvorfor ikke lave dem selv? Det er nemt, hvis du forbereder dig og starter i efteråret. Det er i øvrigt også langt billigere og langt mere klimavenligt.
Der er uanede tilbud med spirende blomsterløg i foråret. De står i supermarkeders indgang, i plastpotter, har måske plastsvøb omkring sig med farvetryk. Produkterne kommer ofte fra industridrivhuse i Holland og Danmark. Der er brugt energi på opvarmning, pakning, transport og masser af plastik osv. Alt i alt ikke specielt miljøvenligt eller bæredygtigt. Det kan gøres anderledes.
Begynd i efteråret
Det er super nemt at drive sine egne blomsterløg. Det eneste du skal huske - start i efteråret. Det er billigere og godt for vores globale miljø.
Blomsterløg behøver ikke kun at blive plantet i havejorden eller pallerammebede. Plant dem i lerpotter eller andre genbrugsbeholdere. Jeg plejer at bruge ’Genbrugs muld’ fra mine brugte plantesække fra sommerens tomatdyrkning. Jeg blander sphagnum med havejord 1:1. Husk godt dræn i bunden af potten fx gamle potteskår.
Læg løgene efter princippet, at blomsterløget lægges med ca. dobbelt så meget jord over sig, som det er højt. I små potter er dette svært, men det er ikke så vigtigt. Blomsterløg, som er specielt velegnet til krukker, potter og andre beholdere:
- Narcisser
- Tulipaner (Lave sorter)
- Botaniske tulipaner
- Perlehyacint
- Skilla
- Snepryd
- Krokus
Opbevaring af krukkerne
Stil lerpotterne i drivhuset/udhuset eller skuret vinteren over. Krukken må ikke få direkte regn i efterår- og vinterperioden. I løbet af vinteren gennemgår blomsterløgene den naturlige kuldeperiode, som skal til for, at blomstringen kan komme i gang. Til foråret kan potterne løbende tages ind i stuens varme i det tempo, du ønsker friske blomster i stuen. Det er også en mulighed at stille de naturligt drevne potter på terrassen, altanen i takt med, at de naturligt begynder at blomstre. Hvis ikke du har et drivhus, så stil potterne tæt op af husmuren.
Personligt kan jeg bedre lide denne bæredygtige og naturlige måde at drive forårsløg på. Det er nemt, og måske sætter man også en smule mere pris på blomstringen. Når løget er afblomstret, skal du gemme løget og grave det ned i haven, når jorden er frostfri. Lad endelig være med at smide det ud. Flere løgtyper kan genblomstre og hermed genbruges år efter år. Se vores artikel om genbrug af blomsterløg.
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.