Fra august og langt ind i efteråret kan vi have et drilsk problem, nemlig kartoffelskimmel. Sygdommen er specielt et problem med hurtig spredning i regnfulde og fugtige perioder. Kartoffelskimmel er forårsaget af svampen Phytophthora infestans. Den angriber ud over kartoffel også andre familiemedlemmer i natskyggefamilien nemlig tomat, peber og aubergine, men er værst på kartoffel og tomat.
I middelalderen var korn den vigtigste basisføde. I slutningen af 1600-tallet kom kartoflen fra Peru til Europa. I 1846 kom en kartoffelsygdom til Europa. Kartoflens blade blev sorte og toppen visnede, kartoffelknoldene rådnede og kunne ikke spises. Af den grund døde over en million mennesker i Irland af sult. Kartoffelskimmel var ankommet !
Spredning af kartoffelskimmel
Den spredes gennem angrebne læggekartofler, normalt rådner angrebne kartofler og selve svampen dør hurtigt. Man regner med, at kun 1 ud af 10-100.000 knolde er inficerede om foråret. Når kartoflen spirer i jorden, vokser svampen med stængel og blade op gennem jorden og danner svampesporer på bladene.
Sporerne spredes med vinden og spirer på våde kartoffelblade, når temperaturen er over 20 grader. Senere bliver kartoflerne i jorden inficeret. Fra infektion til dannelse af nye sporer går der kun 5-9 dage.
Med tiden har vi lært at hyppe vores kartofler og ved tidlig angreb af kartoffelskimmel,skal man fjerne bladtoppen for at beskytte knoldene i jorden mod, at angrebet breder sig.
En tør periode er bedst
I tørre perioder foregår spredningen af kartoffelskimmel langsomt. Så snart vi har regnfulde og fugtige perioder stortrives svampen. Indtil 70-erne var der kun 1 type kartoffelskimmel i Europa, men så kom en anden type hertil fra Mexico. Da de 2 typer mødes, sker der en krydsning.
Denne nye krydsning kan leve i flere år, så nu har kartoffelskimmel også jordsmitte og luftbåren smitte. Det betyder, at planterne angribes langt hurtigere. Lige nu her i august og til langt ind i efteråret kan den ubudne kartoffelskimmel flytte ind i vores drivhus. Du vil se mørkebrune tomater og brune blade og angrebet breder sig med lynets hast. Tomater der er angrebet af kartoffelskimmel kan ikke spises.
August og september er værst
Fra august og ind i efteråret vil der altid være store mængder sporer i luften og der er ikke meget at gøre for at undgå angreb. Om natten i drivhuset falder temperaturen og luftfugtigheden stiger og det sker der ikke noget ved. Balladen opstår i morgentimerne. Her stiger temperaturen, og tomaterne er stadig kolde. Nu dannes der et tyndt lag dug på tomatplantens blade og frugter. En fugt som de små svampesporer elsker og opformeringen af svampen går hurtigt.
Hvad kan jeg gøre?
- Lad døren til drivhuset stå åben døgnet rundt og også gerne vinduerne
- God udluftning får planterne til at tørre hurtigere efter en kølig nat
- På friland, hold god afstand mellem planterne, både tomater og kartofler
- Klip toppen af kartofler ved begyndende angreb
Bent, Hortonom
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.