Der er en første gang for alt. Hvis du er ny drivhusejer, starter sommerhalvårets drivhussæsonen snart. Måske er du erfaren drivhusdyrker og ønsker dig ny inspiration så læs med her. På SpirekasseGården har vi to drivhuse. Et over 30 år gammelt orangeri på 25 m2 og et nyt Juliana Orangeri 21,5 m2. Marts måned er én af de måneder med massere aktivitet for sommerhalvåret står for døren i glashytten.
Rengøring af drivhuset
Vi starter med det ”Kedelige” først. Afvask drivhuset 1 til 2 gange årligt med vand og evt et sæbemiddel. Marts er et godt tidspunkt at gøre dette. Det er mest skånsomme for miljøet er at vaske glas og sprosser af i regnvand. Hvis der er kalk på glasset tilsæt evt lidt lagereddike. Læs gerne bloggen om afvaskning af drivhuset.
Klima i drivhuset i marts
Denne måned vil du virkelig kunne mærke at selv få timer med sol skaber lune timer i drivhuset. Du vil nemt opleve 15 - 20 grader og en masse spirende liv. Dog skal du være opmærksom på at lige så lunt og venligt det kan være, lige så brat falder temperaturen igen. Det er fristende at begynde at forspire, men det er ikke alt, der kan tåle kulde og store temperatursving.
Det kan du dyrke i marts
Marts er lidt en ”mellemstation” på vejen til sommer, men der er flere ting du alligevel nemt kan forspire og dyrke i marts og på den måde udnytte dit drivhus fuldt ud.
- Så ”Hardy Annuals” blomster fx. Løvemund, ærteblomster, skærmblomster, nigella og ridderspore
- Du kan også forspire mere varmekrævende blomster som zinnia i drivhuset
- Læg franske anemoneknolde og ranunkler i krukker i drivhuset.
- Så salat. Alle typer af sommersalater fx iceberg, hovedsalat, krølsalat kan så og dyrkes i drivhuset.
- Så spinat evt flere hold kan nås i de næste måneder.
Har du en plan?
Hvis du ikke allerede har en plan over de planter du skal dyrke i drivhuset hele sommeren, er det en god idé at lave en plan nu. Hvad du vælger at dyrke, kan nemlig have betydning for drivhusets indretning hen over sommerhalvåret. Vi har allerede lagt planer for begge vores drivhuse. Du kan læse hvad vi skal dyrke i vores ”Gamle Orangeri” og i vores ”Juliana Orangeri 21,5 M2”
Indretning af drivhuset
Overvej i denne måned, hvordan du vil indrette dit drivhus gennem sommeren. Mange fortrækker en siddeplads eller to, hvor morgenkaffen og drivhusets vækst kan nydes. Uundværligt er også et plantebord, hvor du kan sår, prikle og ompotte. Lav eventuelt en plantegning. Drivhusets indretning har stor indflydelse på, hvor mange planter du kan have i drivhuset senere på sæsonen.
Marts blomsterflor i orangeriet
I efteråret 2023 fik vi lagt en masse blomsterløg i det gamle orangeris faste jordbede. Ca 500 tulipaner og narcisser ’Bel Song’. Fra midt marts vil vi begynder at kunne plukke de første tulipaner. Herefter vil vi være selvforsynende med blomstrende løg de næste 5 til 6 uger. Når blomsterløgene i drivhuset er afblomstret, vil tulipaner på friland overtage. På den måde får vi en lang sæson til tulipaner og narcisser.
Gode råd til køb
Et termometer er vigtig at have i drivhuset, der findes flere gode på marked, hvor det også er muligt at måle jordtemperaturen. Det vil give dig en god fornemmelse for temperatursvingningerne i drivhuset.
Fiberdug er en god ting i marts
Fiberdug er en rigtig god ting at have da du kan beskytte udsatte planter mod pludselig kulde og let frost. Når du lægger fiberdug over sarte planter, skal du forvente temperaturen stiger omkring 2 grader under fiberdugen.
God fornøjelse med den første måned i foråret 2024
Christine, Væksthusgartner
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.