Lune dage i orangeriet

oprettet d. under Det Gamle Orangeri

Lune dage i orangeriet

September viser sig fra den lune side. Endnu en varmebølge er på vej ind over Sydeuropa og det nyder vi godt af her i Danmark. Vores orangeri er bygget op ad en muret væg, hvilket er genialt. På solskinsdage opsamler væggen varme, der afgives igen i aften- og nattetimerne. Det gør orangeriet lunt på en hel anderledes måde end ved et fritstående drivhus. Temperaturfaldet bliver ikke så brat når solen går ned, men falder derimod langsomt gennem nattetimerne.

De lune dage udnyttes til den vinterdyrkning, der allerede er sået og udplantet i vores jordbede. Vi har sået et mix af hurtige kulturer fx pak choi, sennep og vintersalater. Ligeledes er blomkål, broccoli og grønkål kommet godt og hurtigt fra start, men disse har en længere udviklingstid, og netop derfor sår vi altid de kulturer, der har en lang udviklingstid, i september. På den måde er de gode robuste planter når den danske vinterkulde og mørket kommer. Se vores temakasse fra September.

Farvel til tomaterne

I denne uge siger vi endegyldigt farvel til tomatplanterne. De sidste frugter bliver plukket og planterne fjernet. Vi skal bruge pladsen til endnu mere vinterdyrkning. Når temperaturen falder og dagene i drivhuset får en gennemsnitstemperatur på omkring 20 grader eller derunder, sår vi mere vintersalat. Salatfrø er generelt ikke glad for, at spire i temperaturer der ligger over 20 grader.

Vintersalater og blomsterne

Vintersalat er kendetegnet ved, at de holder af korte dage og lange nætter. De er tolerante over for lav temperatur og går ikke så nemt i stok. Feldsalat er også en god sort at så nu. Det samme gælder bladcikorie. Selvom begge arter bruges som salat er de ikke i samme familie. Dog er begge arter kendetegnet ved, at de fortrækker køligere vækstforhold.

Når vi nærmer os jævndøgn, skal jeg efterårsså skærehaveblomster, der kan tåle kulde gennem vinteren. De såkaldte "Hardy annuals". Det er en helt bestemt gruppe sommerblomster der kan bruges til efterårssåning. Fordelen er, at overvintrende planter giver en tidligere blomstring i 2022.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar