Det gamle orangeri

Det gamle orangeri

Med livet som gårdejer i Orup kom også ejerskabet af et gammelt orangeri. Det er selvbygget af Poul og Rita for godt 30 år siden. Mange ville nok bare rive det ned, men efter vores mening er det alt for værdifuldt og charmerende. Orangeriet er 20 kvm. Bygget op ad en mur, hvilket er genialt. Muren opsamler varme i løbet af dagen og afgiver varme til orangeriet om natten. Solvarmen udnyttes til fulde, helt naturligt. Trempelhøjde (Orangeriets sider) er på det laveste sted 2. 14 meter og på det højeste næsten 3 meter.  En så god trempelhøjde giver et rigtig sundt indeklima med et godt luftskifte i drivhuset. Tomaterne kan om sommeren, virkelig få lov til at få en god højde. Orangeriet opbygget med faste bede, der løber langs drivhuskanten og har en bredde på omkring én meter.  

Poul har i sin tid tilkoblet to regnvandstønder på i alt 2000 liter, så der altid er fri tilgang til regnvand. Det er også muligt at tilslutte varme fra solvarmeanlægget. Yderligere er der indlagt strøm som laves af andre solpaneler. Alt i alt har Poul og Rita været ret fremsynede og drivhuset er i dag fuldstændigt bæredygtigt og nærmest Co2 neutralt.

Det skal renoveres!

Orangeriet er bygget af træ og glas, men meget af trækonstruktionen har set bedre dage. Vi er så privilegeret at Spirekassens ansatte Michael er tømrer. Michael er gået i gang med at udskifte alt det træværk, der har behovet. Alt træværk er herefter blevet malet. Taget var gammelt og for lidt lys kunne trænge igennem. Det er nu taget af og så snart alt træværk er skiftet, kommer der nyt tag på.

I jordbedene ligger der gammel muld fra et champignongartneri. Det er nogle år gammelt og vi har mistanke om at der ligger pupper af minérfluer i mulden så den skal udskiftes. Vi er i gang med renoveringen i kombination med at vi dyrker års tomater i drivhuset. Der er kamp om pladsen!

Grunden til vi er i fuld gang med orangeriet nu, er vi skal være klar til vinterdyrkningssæsonen, som starter medio august. Vi dyrker nemlig hele året. Igen i år skal fotojournalist Jytte Bock følge Spirekassens vinterdyrkning. Det ender ud i en spændende artikel senere.

oprettet d. under Orangeriet i Orup


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar