FORSPIRES
Frøet
Alle frø er opbygget ens på trods af at de ser forskellige ud. Yderst findes frøskallen og inderst et frøkim. Frøets spiring sættes i gang når de rette forhold indfinder sig. Elementerne vand, varme, ilt og mørke (enkelte gange lys) sætter spiringen i gang. Det er altid kimroden, der kommer først ud af frøskallen. Herefter kommer de første kimblade.
Spirebakke fyldes
Fyld spirebakken med muld. Drys/hæld mulden i bakken og slå på bakkens kant så mulden naturligt finder dybere ned i bakken. Brug altid "Så- og Priklemuld".
Så frøet
Et frø må max dækkes med tre gange muld, som det er bredt. Et tomatfrø som er få millimeter, må maximalt dækkes med 6 millimeter muld. Frø som sås dybere, spirer meget sent eller slet ikke. Lav et ganske lille hul til frøet med en priklepind, hvor du fuldstændig kan styre, hvor dybt du sår.
Langsom spiring
Spiringsprocessen er enzymafhængig og enzymers effektivitet er temperaturafhængigt. Hvis du forspirer tomat ved 15 grader, tager spiringsprocessen meget lang tid. Ved 25 grader er den langt hurtigere. Det bedste er en jævn temperatur hele døgnet.
SÅS DIREKTE
Inden du går i gang
Det er vigtigt at forarbejde din jord inden du starter med at så. Vend jorden forsigtigt med en spade når jorden ikke er for våd. Kultiver den herefter forsigtigt. Hvis du har mulighed for at få organisk gødning i form af hønse- eller heste gødning, kan du tilsætte dette til jorden når den forarbejdes. Ellers kan du købe køkkenhave gødning. Jorden skal have en rar krukkestruktur når den er klar til at så i.
Generelt kan du starte med at så i sidste uge af april, men der kan være variationer. Du skal være helt sikker på at der ikke er nattefrost længere. Du kan evt. lægge et stykke fiberdug over køkkenhaven om natten.
Såning i køkkenhaven
Et frø må max dækkes med tre gange muld, som det er bredt. Det er nemt at dække frø med for meget jord. Vær opmærksom på dette når du sår.
Når du har sået, er det vigtigt at holde jordstykket fugtigt, hvis klimaet er tørt og det ikke regner. Det kan være fornuftigt at dække med fiberdug. Fiberdugen både isolerer og holder på fugten. Fiberdug skærmer også for at fugle spiser dine frø.