Hvad er Hardy annuals?
Hardy annuals er en helt bestemt gruppe sommerblomster som kan bruges til efterårssåning. På engelsk kaldes de: “Hardy Annuals”. På dansk har vi ikke et samlet begreb for disse, men man kunne kalde dem "hårdføre et-årige", for det er jo det de er. Deres hårdførhed gør at de faktisk kan klare at overvintre som små planter ude i haven. Det er også disse, som kan sås tidligst om foråret, fordi de tåler det noget omskiftelige danske forårsvejr.
Efterårssåning – hvornår?
Det handler om at så på det helt rigtige tidspunkt. Det er om at ramme lige det tidspunkt, hvor planterne når at spire og komme i god vækst, men ikke bliver så store at de begynder at sætte blomster.
En huskeregel er, at så lige omkring efterårsjævndøgn, da planternes vækst er meget afhængig af dagslængden. Såning et par uger på begge sider af jævndøgn plejer at fungere fint. Efterårsjævndøg ligger i september måned.
Hvad kan efterårssås?
- Kornblomst
- Jomfru i det grønne
- Sommerridderspore
- Kongekommen
- Tandstikkerurt
- Blomsterkørvel
- Dusksalvie
- Morgenfrue
- Ærteblomst
- Prydgulerod
Hvordan efterårssår man?
Et stykke bar jord renses for ukrudt og jævnes ud med en rive. Det kan også være et højbed. Brug fx bar jord i køkkenhaven. Du kan også efterårsså i drivhuset.
Det er helt enkelt at efterårsså. Metoden er præcis som når der sås i foråret. Lav en rille i passende dybde og frøene sås. Så med passende afstand, dæk med jord og vand.
Herefter er det vigtigt at sørge for at vande og luge ukrudt væk, indtil planterne er i god vækst. Sår du tæt, skal du være opmærksom på at få tyndet ud når planterne er spiret frem, ellers har planterne ikke plads til at udvikle sig.
Vinterlivet
Når først planterne er spiret frem, passer de sig selv hele vinteren. De skal ikke dækkes med fiberdug for de klarer fint vinteren. Det er som om at det de er spiret frem i det hårde efterårsvejr, hærder dem til at komme igennem vinteren. Når det bliver lunt i foråret, vil de begynde at vokse og de vil derfor have et forspring, frem for de planter vi sår i foråret.
Vælg en veldrænet vokseplads
Vær opmærksom på at det sted hvor der efterårssås, ikke må være meget vådt. Find et sted hvor jorden dræner godt. Planterne tåler ikke at stå fugtigt hele vinteren.
Hvor kan jeg efterårsså?
Du kan efterårsså i din skærehave eller i dit drivhus. Hvis du sår i drivhuset får du blomstring allerede i slutningen af maj. Hvis du sår på friland i din skærehave vil du få blomstring i juni.
Sådan gør du
· Fjern ukrudt og plan jorden
· Lav riller og så i passende dybde
· Vand efter behov, indtil frøene er spiret
· Hold bedet fri for ukrudt
- Tynd ud til passende afstand
Hvorfor efterårssåning?
Efterårssåning er genvejen til tidlige blomster i skærehaven. Normalt kommer der en lille pause, hvor det er svært at finde noget til buketter i slutningen af maj. Det gælder fra tulipanerne og andre forårsløg takker af, til sommerblomsterne kommer i blomst. Med efterårssåning vil der komme blomster at plukke allerede i juni og tiden uden blomster vil derfor blive mindre.
Det kommer an på vinteren
I meget kolde vintre, kan dele af de efterårssåede blomster også risikere at gå til. Desværre erdet en risiko man må tage med, for at få glæden af de tidlige blomster
Først i blomst, først færdig
Så endnu et hold af de samme blomster om foråret, da de blomster, der er efterårssåede blomstrer tidligt og derfor også afblomstrer først. Ved at kombinere den klassiske forårssåning med efterårssåning forlænges sæsonen med blomster.
Se vores fine udvalg af blomster til efterårssåning.