Brombær

oprettet d. under Frugt

Brombær

Brombær Rubus fruticósus

Intet smager så godt som vilde brombær. De sorter, vi dyrker i haverne, har store, flotte bær, men smagen måler sig ikke med de vilde brombær, som vokser overalt i den danske natur. De vilde brombær kan dog være svære at plukke, for busken har masser af torne. På mange af de nye brombærsorter har man forædlet sig til færre torne på buskene.

Brombær tilhører rosenfamilien Rosaceae. Brombær vokser vildt i Europa, det nordlige Asien og Nordamerika. I oldtiden blev bærrene brugt som lægemiddel imod diarré og bylder på grund af det høje indhold af garvesyre.

Brombær er nøjsom og let at dyrke. Den trives stort set overalt og i alle jordtyper. Lidt gødning i foråret er godt. Den største fjende er kulde. Temperaturer under minus 15 grader kan give frostskader.

Formering kan foregå ved at lægge en ranke på jorden om efteråret og overdække den let med jord, hvorefter den vil slå rødder og vokse videre. Man kan også frøformere brombær, men vær opmærksom på, at frø fra tornefri sorter laver afkom med torne.

 

Brombær er dejlige at spise friske direkte fra busken. Når de er plukket, har de dog en kort holdbarhed på få dage. Brombær har mange anvendelsesmuligheder. De kan koges til marmelade, syltetøj og kompot. De kan laves til sorbet, bruges i tærter eller serveres til vildt. De kan bruges friske eller frosne til smoothies, hvor de giver en skøn blå farve. Brombær kan endvidere bruges til vin, likør og brændevin.

 

Brombærsorter

’Loch Ness’: Tidlig blomstring i maj, bær modner i august med store og søde bær, der kan plukkes frem til den første frost. Ingen torne og middelkraftig og opret vækst, 2-3 meter høj. Trives optimalt i let luftig jord i sol eller halvskygge.

 

’Thornefree’: Blomstrer i maj-juni. Mørke, store faste, let syrlige bær modner i september-oktober. Middelkraftig vækst op til 2-3 meter. Trives godt i fugtig jord i sol eller halvskygge. Bærrene er gode til syltning.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar