Ferskentræet

oprettet d. under Frugt, Drivhuset

Ferskentræet

Prunus persica, Fersken kommer oprindeligt fra subtropiske og mildt tempererede områder i Kina. Fersken har en lang historie, og man mener, at frugten allerede kom til Rom i det første århundrede efter vor tidsregning. Ferskentræet tilhører rosenfamilien ligesom kirsebær, mirabel og blomme.

Træet bliver mellem tre og otte meter højt, afhængig af sort. Fersken blomstrer med smukke Lyserøde blomster. Da de er selvbestøvende, er der kun behov for et enkelt træ i haven eller i drivhuset. Frugten er lækker og aromatisk. Frugtstenen indeholder et frø, som indeholder blåsyre i små mængder. Blåsyre har en karakteristisk duft af bittermandel. Selv om det er helt ufarligt at spise ferskner, skal man ikke spise det inderste frø.

Fersken trives fint i Danmark

Ferskentræet tåler fint en kold dansk vinter, men forårsmånederne kan volde problemer. De smukke lyserøde ferskenblomster springer allerede ud i april og på det tidspunkt kan de nemt få frostskader. Plant ferskentræet tæt ved en syd- eller vestvendt mur, hvor solens stråler rammer mange timer dagligt. Drivhuset er også et oplagt sted til ferskentræet. Der findes også en dværgfersken, der er velegnede til krukker.

Hjemmedyrkede ferskner har en meget intens smag. Det skyldes nok det skiftende danske sommervejr. Ferskenfrugten spises oftest, som de er, men kan også bruges i frugtsalat, til likør, saft, vin og marmelade. Plukkede ferskner holder sig bedst i køleskabet i en plastikpose. Man kan også tørre ferskenringe ligesom æbleringe. Tør dem i ovnen ved 80 grader i 2-3 timer.

Flere typer ferskensorter

’Saturn’ Tallerkenfersken også kaldet donut fersken. I princippet bliver det 3 til 4 meter højt, men jeg har det i drivhuset, hvor jeg beskære det ofte så det ikke bryder op gennem taget.  Frugterne modner i teorien fra august, men fra juli, hvis det står i drivhuset.

’Frost’ Rødgul frugt, som modner tidligt i august. Frugtkødet er gult. Loddent skind. Sætter så mange frugter, at frugtmængden bør udtyndes. Klassisk ferskensmag. Stor vinterhårdførhed, ned til minus 25 grader. God modstandsdygtighed for ferskenblæresyge.

’Benedicte’ Stor, fast fersken med helt hvidt frugtkød. Modner i slutningen af august. Ikke så loddent skind. Meget fin og aromatisk smag, helt anderledes end gule ferskner. Lidt mindre modstandsdygtig over for ferskenblæresyge end Frost.

Nektarin tæt beslægtet med fersken og menes at være en mutation af denne. Nektariner smager kraftigere, de er fastere i kødet, og der er ingen hår på skindet.

Mandelfersken Prunus x amygdalopersica. Mandelfersken er en krydsning mellem fersken og sødmandel, men den er i modsætning til sød- mandel ret hårdfør og kan derfor dyrkes her i landet. Det er en stor busk eller et lille træ på 3-6 meter. Blomsterne er lyserøde, og træet blomstrer i april-maj. Frugterne ligner ferskenfrugter.

 

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar