Hvordan bliver man egentlig gartner?

Malou og Christine fortæller om vejen til et liv med jord under neglene

Hos Spirekassen taler vi ofte om dyrkning: frø, jord, sorter og alle de små detaljer, der får planter til at gro. Men bag interessen for planter ligger der også en historie.

For hvordan ender man egentlig med at blive gartner?

For os – Malou og Christine – har vejen været meget forskellig. Alligevel begyndte interessen for planter længe før, vi selv vidste, at det var det, vi skulle arbejde med.

De første tegn

Hos Christine begyndte interessen allerede i barndommen.

Hun husker tydeligt, hvordan hendes far dyrkede tomater. Som lille var hun fuldstændig optaget af planterne – hvordan de voksede, hvordan blomsterne blev til tomater, og hvordan man skulle passe dem.

Der var også andre små projekter undervejs. Som barn forsøgte hun blandt andet at lave sin egen lille “blomsterbutik” i haven, hvor hun dyrkede forskellige planter og drømte om, at folk en dag ville komme og købe dem.

Det blev ikke helt sådan i første omgang. Men fascinationen af planter var der.

 

En barndom i byen

Malou voksede op i Vanløse i København. Haven derhjemme var ikke et sted, hvor der blev dyrket grøntsager eller eksperimenteret med planter. Den bestod mest af græsplæne og nogle blomster – sådan som mange villahaver gør.

Som barn havde hun egentlig helt andre planer for sit arbejdsliv.

Malou ville være skraldemand

Ikke fordi hun vidste noget om arbejdstider eller løn, men fordi hun syntes, det så fantastisk ud at stå bag på skraldebilen og hoppe af og på, mens den kørte gennem gaderne. Det virkede som det mest frie og spændende arbejde i verden.

Selvom dyrkning ikke fyldte meget i barndommen, var der alligevel nogle små spor. Malou har familie i Israel, hvor landbrug og dyrkning er langt mere synligt i hverdagen. Besøg hos familien betød blandt andet ture ud på appelsinplantager og en oplevelse af, hvordan mad bliver dyrket og høstet.

Det var ikke noget, hun dengang tænkte som en fremtidig levevej – men oplevelserne lagde alligevel nogle frø.

 

En omvej gennem sygeplejen

Christine valgte efter gymnasiet en helt anden retning og uddannede sig til sygeplejerske. Hun arbejdede i faget i flere år, men oplevede aldrig helt den passion, der skulle til for at gøre det til et livsvalg.

Som 26-årig tog hun derfor en beslutning: hun ville prøve noget helt andet.

Valget faldt på gartnerskolen.

Overgangen viste sig at give mere mening, end man måske skulle tro. For mange af de ting, man arbejder med i sygeplejen – forståelsen for fysiologi, balance og trivsel – findes også i planternes verden.

Planter reagerer på stress, mangel på næring og dårlige vækstforhold. De viser tydeligt, når noget ikke er i balance.

Under uddannelsen fandt Christine hurtigt ud af, at det især var drivhusdyrkning, der fascinerede hende.

I drivhuset kan man arbejde med planternes vækstbetingelser helt ned i detaljen: temperatur, lys, luftfugtighed og næring. Det gør det muligt at styre væksten og skabe optimale forhold for planterne.

Det blev derfor drivhusgartneriet, der endte med at blive hendes retning.

 

En tomatfarm i Argentina

Malous vej til gartnerfaget begyndte langt fra Danmark.

Efter gymnasiet rejste hun rundt og arbejdede forskellige steder. Under en rejse i Argentina arbejdede hun som frivillig på en lille tomatfarm hos en ældre mand, der producerede soltørrede tomater.

Produktionen var enkel og næsten håndlavet. Tomaterne blev skåret og hængt op til tørring i solen på stativer, han selv havde bygget.

Det var her, noget faldt på plads.

Arbejdet var fysisk og enkelt – men også meningsfuldt. At gå ude hele dagen, have hænderne i jorden og mærke kroppen blive træt på den gode måde gjorde et stort indtryk.

Det var en helt anden form for arbejde end det stillesiddende liv, mange af os er vant til.

Efter den oplevelse begyndte tanken om at arbejde med planter for alvor at tage form.

Da hun senere kom hjem til Danmark, tog hun på højskole med fokus på dyrkning og søgte derefter ind på gartnerskolen.

 

En uddannelse med mange veje

Selvom vi begge er uddannet gartnere fra den samme skole, er vores uddannelsesforløb ret forskellige – blandt andet fordi der er næsten 25 års forskel mellem vores studietid.

Christine havde primært sin praktik ét sted, mens Malou – ligesom mange andre på hendes årgang – måtte samle sin praktik flere steder, blandt andet i Sverige, Portugal og Danmark.

Det gav samtidig et bredt indblik i de mange måder, man kan arbejde som gartner på.

For gartnerfaget spænder vidt. Man kan arbejde med alt fra grøntsager og frugt til potteplanter, frøproduktion, planteskoler og drivhuse.

Mere end bare et arbejde

Der findes en romantisk forestilling om gartnerlivet – at man går rundt blandt blomster og planter i roligt tempo.

Virkeligheden er ofte mere krævende.

Professionel planteproduktion kan være fysisk hårdt arbejde, og økonomien i branchen er presset af international konkurrence. Mange danske producenter arbejder med meget små marginer.

Alligevel er der noget ved arbejdet med planter, som bliver ved med at tiltrække mennesker.

At følge en plante fra frø til høst giver en særlig tilfredshed. Man arbejder med naturens rytme og lærer at forstå de små signaler, planterne giver.

Det er et håndværk, der kræver både viden, erfaring og nysgerrighed.

Når interessen slår rod

Når vi ser tilbage, kan vi begge se, at interessen for planter startede længe før, vi selv vidste det.

Hos Christine med fascinationen af tomatplanter i barndommen.
Hos Malou gennem oplevelserne med dyrkning ude i verden – efter en barndom i byen, hvor skraldebilen længe virkede som det mest spændende arbejde.

Vejen til gartnerfaget er sjældent helt lige. Men når først interessen for alvor slår rod, er det svært at give slip igen.

Og måske er det netop det, der kendetegner mange gartnere.

At jorden på et tidspunkt bare begynder at kalde.