Skærehave for begyndere

oprettet d. under Skærehave, SpireKlassen

Skærehave for begyndere

Drømmer du om at dyrke dine egne sommerblomster til smukke buketter hele sommeren, men ved du ikke, hvordan du skal starte? Måske er du bange for, at du ikke kan finde ud af at dyrke en skærehave? Med denne blog kan du nemt komme i gang og få en god oplevelse allerede det første år. Her gennemgår vi skærehaven processen trin for trin.

Placering af din skærehave

Det er vigtigt at vælge et sted til din skærehave, hvor der er sol det meste af dagen. En placering mod nord eller øst, hvor der kun er sol et par timer om dagen, er ikke egnet til en skærehave. Din skærehave skal mindst have 6 til 8 timers fuld sol hver dag i sommerhalvåret.

En skærehave kræver vanding i store dele af sommeren. Det er en god idé at tænke på adgangen til en vandkilde, før du vælger placeringen. Er vandkilden tæt nok på? Det behøver ikke at være postevand fra hanen; det kan også være regnvandsopsamling.

Pallerammebed med to rammer 120 x 80 cm

Pallerammebed med blomsternet

Pallerammebed med blomsternet

Start i det små med et pallerammebed

Selvom du har store drømme, anbefaler vi at starte i det små. For at gøre din start nem og hurtig anbefaler vi, at du dyrker i et pallerammebed i størrelsen 120 x 80 cm. Pallerammer kaldes lidt forskelligt i butikker, og du kan også finde dem under "Højbedsrammer." Prisen varierer fra omkring 99 kroner og opefter.

Det er bedst at have to rammer oven på hinanden, så jordvolumen bliver relativt stor. Du forlænger bedets levetid, hvis du beklæder indersiden af bedet med plastik, inden du fylder det med muld.

Tip: Start med et enkelt bed det første år for at se, om det er noget for dig.

Plantemuld til dit bed

Du skal bruge 400 liter muld til det overnævnte bed. Der findes mange muldprodukter på markedet; de kan fx hedde planteskolejord, højbedsmuld eller plantejord. Det vigtigste er, at du vælger en muld, som er tilsat gødning i forvejen.

Husk at løsne mulden i posen godt, når du fylder bedet. Tilsæt gerne kompost eller dyregødning, hvis du har; ellers kan du fint starte uden.

Blomstervalg til en begynder

Hvis du er helt ny i skærehavens univers, er det en god idé at undgå forkultivering, også kaldet forspiring.

 

Anbefalede blomster

  1. Cosmos – Stolt Kavaler
    • Cosmos har en frodig vækst, og næsten intet kan gå galt, når man sår cosmos i sin skærehave. Blomsten er så frodig, at du skal passe på med, hvor mange planter du sår, da de hurtigt kan fylde et helt bed. Cosmos kan sås direkte på voksestedet i maj og har en tendens til at selvså år efter år. Planten kan blive op til 120 cm. høj
  2. Zinnia – Frøkenhat
    • Zinnia er en smuk sommerblomst, der minder om en elegant lille damehat. Den har en lang holdbarhed i vasen og findes i et væld af farver. De små planter kræver varme og tåler ikke frost. Frøene skal sås efter den sidste frost, hvilket ofte er i midten af maj.
  3. Dusksalvie
    • Denne smukke plante er i familie med salvie som vi kender som krydderurt, men har fine farver som rosa, lilla og hvid. Dusksalvie tiltrækker bestøvere og komplementerer andre blomster i en buket. Den er hårdfør, tålet let frost og kan sås i april.
  4. Nigella – Jomfru i det grønne
    • Nigella er en favorit i skærehaven og findes i mange sorter fordelt på flere arter. Den er også hårdfør, tåler let frost og kan sås i april.

Dusksalvie

 

Buketfyld må ikke glemmes

Som begynder glemmer man ofte at inkludere buketfyld, når man vælger blomster til skærehaven. Buketfyld refererer til de elementer, der bruges i en blomsterbuket udover de primære blomster. Det skaber balance og harmoni i buketten. Godt og nemt buketfyld er havekarse, hjertegræs, harehalegræs

Såning af frøene

Når du er nybegynder, er det nemmest at så i rækker på den korte led af bedet. I et bed i størrelsen 120 x 80 cm kan der være seks rækker på den korte led.

Fordelen ved at så i rækker er, at de små planter er nemmere at genkende i forhold til eventuelt ukrudt, som skal fjernes.

En typisk begynderfejl er at så frø for dybt. Et frø må højst dækkes med tre gange så meget muld som dets bredde. For eksempel, hvis et frø fra dusksalvie er omkring 2 millimeter, må det maksimalt dækkes med 5-6 millimeter muld. Frø, der sås dybere, spirer meget sent eller slet ikke.

Tip: Placer altid de højeste blomster i midten af bedet eller ude i den ene side

Pasning af skærehaven

Vanding: Du kan ikke undgå at vande i tørre perioder. Især under spiringen af frøene i foråret er det vigtigt, at jorden hele tiden er fugtig. Et pallerammebed har den fordel, at dit dyrkningsareal er overskueligt. Dog har pallerammebede den uheldige egenskab, at de udtørrer nemmere end almindelige bede i haven. I en varm sommer skal du kontrollere hver dag, om dit bed har brug for vanding.

Gødning: Alt efter, hvad du har brugt til at fylde dit bed, kan det være en god idé at gøde din skærehave et par gange i løbet af sommeren.

Støtte: Når dine planter er omkring 10 til 15 cm høje, er det en god idé at opsætte blomsternet i dit bed. Planterne bliver høje og vil have brug for støtte under væksten.

Deadheading: En vigtig opgave er at fjerne visne blomster, også kaldet "deadheading." Når visne blomster fjernes, stimuleres planten til at danne nye blomster.

Høst af blomster

Det bedste tidspunkt at høste blomster til buketter er tidligt om morgenen, hvor saftspændingen er på sit højeste. Sørg for hurtigt at sætte blomsterne i vand, så saftspændingen ikke falder.

Hvis du høster mere, end du skal bruge lige nu, kan snitblomster godt gemmes. Den længste holdbarhed får du ved kølig opbevaring i en temperatur på +1°C til +4°C, for eksempel i et ekstra koldt køleskab.

Hvad får jeg ellers ud af en skærehave?

Du får selvfølgelig en masse dejlige blomster ud af en skærehave. Dog skal du ikke underkende den mentalt ro arbejdet med naturen giver dig. Mange oplever det som en pause fra hverdagen at passe sin skærehave. Du kan opleve at være i ”Flow” At være i "flow" refererer til en tilstand af dyb koncentration og engagement, hvor du er fuldstændig opslugt af en aktivitet. Flow blev først beskrevet af psykologen Mihaly Csikszentmihalyi, som mener det er en vigtig faktor for at opnå tilfredshed og kreativitet i arbejdet og i livet generelt. Det er slet ikke så dumt med den skærehave💗

 

Opbygning af buketten til “grøftekantslook”

At opbygge en buket med et lækkert "grøftekantslook" handler om at skabe en naturlig, uformel og vild blomstersammensætning, der efterligner et look, man kunne finde i naturen. Denne stil er kendetegnet ved en blanding af forskellige blomster, buketfyld og græsser, hvilket giver et frodigt og varieret look.

Materialer, du skal bruge

Blomster: Vælg en række forskellige blomster med forskellige farver, former og størrelser. Tænk på et par fokusblomster, fx zinnia og cosmos.

Buketfyld: Husk at inkludere buketfyld som karse, græsser eller korn fra naturen omkring dig.

Vase: En simpel glasvase, keramik eller en gammel krukke vil fungere godt.

Klippeværktøj: En skarp saks hvis du binder din buket efter spiralteknik skal du også finde noget snor til at binde buketten med til sidst.

Trin-for-trin guide til opbygning af buketten

Klip stilkene: Start med at klippe stilkene til den ønskede længde. For en buket med grøftekantslook vil stilkene variere i længde for at give en mere uformel og naturlig effekt.

Fjern visne blade: Fjern blade, der vil være under vandlinjen i vasen for at forhindre rådne.

Arrangering af grønt fyld

Start med grønt fyld: Begynd med at placere de grønne planter og græsser i vasen. Skab en base med det grønne fyld, så det danner en naturlig ramme for blomsterne.

Variation i højde: Sørg for, at nogle græsser og grønne stilke er længere end andre for at skabe dybde og dimension.

Tilføjelse af blomster

  • Begynd med de store blomster: Placer de større blomster først. Disse kan placeres i midten eller i en række for at danne et fokuspunkt.
  • Fyld med mindre blomster: Tilføj de mindre blomster imellem de større. Spred farverne jævnt for at skabe balance, men undgå at følge et strengt mønster.
  • Skift højder: Juster længden på stilkene, så nogle blomster stikker op, mens andre læner sig mere til siden.

Finjustering af buketten

  • Tjek balance: Drej buketten og se den fra forskellige vinkler for at sikre, at den fremstår fyldig og harmonisk fra alle sider.

Dyrk Bedet

Vi vil gerne hjælpe dig godt på vej. Derfor har vi allerede designet nogle smukke bede for dig. Se i vores varegruppe ”Dyrk Bedet” Her står der tydeligt, hvilken sværhedsgrad et bed har og der medfølger en dyrkningsvejledning til hvert bed. Se vores Dyrk bedet

 

Christine, Væksthusgartner


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar