Dyrk Matrem

oprettet d. under Skærehave, Produkter

Dyrk Matrem

Matrem – Migræneurt og prydplante i énMatrem tanacetum parthenium er en smuk og gammel plante, der har prydet haver og været en del af folkemedicin i århundreder. Med sine små, hvide blomster, der minder om miniature-margeritter eller kamilleblomster, er den både dekorativ og lækker. Den er nem at dyrke og vi i Spirekassen er ret vilde med denne forvildede lægeplante! Læs med og find ud af hvorfor 😉

Kortlivet staude

Matrem er flerårig og bliver 30-50 cm høj. Man kalder den også en kortlivet staude, fordi den enkelte plante kun lever i få år, men den selvsår sig så villigt at du som oftest vil få nye planter på trods af at de gamle dør. Hvis du altså lader nogle af frøstandende stå. Dette kan være en fordel, da de ældre planter oftest kan blive lidt trætte at se på. Hvis man vil undgå selvsåning, skal man huske at fjerne de visne blomster. Hvis du klipper planten ned efter blomstring (udover de par planter du lader stå for at smide sine frø) vil den ofte også skyde flere gange på én sæson.

Matrem er skøn i sommerens buketter hvor den giver et smukt og klassisk look. Den er også fantastisk i køkkenhaven, i kombination med morgenfruer. De to klæder hinanden smukt og bierne vil også være glade for dette miks😊

Matrem - Økologisk

Matrem 'Million Blooms'- XL

Kvindernes plante

Matrem har rødder i Sydøsteuropa og Vestasien, men den har bredt sig til store dele af verden. Allerede i oldtiden blev den dyrket af grækerne og romerne, og senere fandt den vej til klosterhaver i middelalderens Europa.

I folketroen blev Matrem betragtet som "kvindernes plante" på grund af dens evne til at lindre menstruationssmerter og migræne. Af denne grund kaldes den også i dag migræneurt. De aktive forbindelser i Matrem, især parthenolid, menes at hæmme frigivelsen af serotonin og prostaglandiner, som begge spiller en rolle i udviklingen af migræne.

Nogle steder blev den også brugt som et middel mod feber, hvilket har givet den sit engelske navn "feverfew". Da martrem har en ret bitter smag, siges det, at man i folketroen, lagde et blad mellem et stykke brød og en skive ost for at camouflere den kraftige smag. Matrem bliver stadigvæk i dag brugt som ingrediens i naturmedicin.

Sådan dyrker du matrem i haven

Som du måske kan fornemme, så synes vi at Matrem er en fantastisk plante! Både fordi den er let at dyrke, meget brugbar i sommerens buketter og samtidig tiltrækker nyttige insekter som bier og sommerfugle. Og så kan den blomstre flere gange på én sæson, hvis man klipper den ned i tide. Dette er altid et plus når man gerne vil have lang blomstring i sin skærehave.

Matrem trives bedst i solrige områder, men kan også klare lidt skygge. Den foretrækker veldrænet jord, men stiller derudover ikke store krav til noget.

Du kan så Matrem fra frø, enten indendørs i marts måned eller direkte i haven, når frosten er væk. Spred frøene let, da de er meget små, og tryk dem blidt ned mod jorden. Frøene er lysspirende, så de skal ikke dækkes med jord. Som nævnt tidligere, så selvsår Matrem sig villigt, så vær opmærksom på dette hvis du gerne vil begrænse den.

Enjoy!

Malou, Produktionsgartner

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar