En flerårig grøntsag er en spiselig plante som lever i mindst tre år, og mange af dem lever også længere. Den defineres som en plante, der lever gennem vinteren, med levende overjordiske dele, eller dør tilbage til et hvilestadie i form af rødder. Vi kender dette koncept fra vores stauder, som dog oftest er prydplanter og ikke bruges som spiselige (nogen er!) Men det fungerer helt på samme måde – når planterne først er etableret, kommer de tilbage og skaber glæde i haven år efter år.
Vi i Spirekassen er blevet ret vilde med de flerårige grøntsager og derfor har vi også indkøbt nye flerårige grøntsags-frø i 2025 som vi skal afprøve! Læs med og bliv klogere på hvad det hele går ud på 😊
Lang høstsæson og mindre arbejde
De flerårige grøntsager har mange fordele i forhold til de mere traditionelle enårige grøntsager, vi som oftest dyrker i haven. Det kunne f.eks. være løg, gulerødder, tomater, ærter osv. De flerårige er mere tolerante overfor forskelligt vejr, dvs. de bedre kan klare tørkeperioder og kraftigt regn, men de har derudover også vist sig at være gode til at modstå insektangreb, snegle og andre skadedyr. Hvilket jo er en kæmpe fordel, da dette ofte kan være noget der kan ødelægge den gode have-stemning og motivation for at dyrke!
En af de helt store fordele, er at høstsæsonen strækker sig meget længere end med de enårige grøntsager. De nye skud ses allerede tidligt på foråret og i milde vintre, kan man plukke grønne salater selv midt på vinteren. At kunne plukke friske grønne blade, i en tid der ellers er mørk og kold, er helt specielt og meget værdifuldt.
En anden kæmpe fordel ved de flerårige grøntsager, er den minimale arbejdsbyrde. Når planten først er sået og veletableret, er det vigtigste blot at huske at høste på de bedste tidspunkter. Ikke noget med at forspire eller så år efter år; her er virkelig gaven som bliver ved med at give.
Det siges også at de flerårige grøntsager generelt indeholder flere mineraler, antioxidanter og vitaminer end vores almindelige grøntsager.
Mangfoldige grønne sager
Flerårige grøntsager er lige så mangfoldige i smag, tekstur og brug som de er i udseende. Der findes et utal af dem! Nogle af dem dyrkes for deres rødder og knolde, andre for forårsskud eller blomsterskud om sommeren. Andre for bladgrønt og blomsterstande og andre igen for frø og frøkapsler. Nogle er bedst rå i salater, mens andre har godt af at blive tilberedt i f.eks. tærter og lignende.
At dyrke de flerårige grøntsager handler også meget om at lære hvordan man bruger dem i køkkenet. Det nytter ikke noget at dyrke en hel masse grøntsager, som man ikke aner hvad man skal gøre med. Så her handler det om at være kreativ og prøve sig frem. Måske starte med en enkelt eller to forskellige flerårige og så bygge på, når man har lært at bruge dem i madlavningen.
Her kan vi varmt anbefale bogen ”Permakulturhaven” af Karoline Nolsø Aaen og Tycho Holcomb – her skriver de også om hvordan hver enkelt plante kan bruges i køkkenet.
Spirekassens udvalg af flerårige grøntsager (indtil videre!)
- Vinterkarse
- Vild rucola
- Lægekokleare
- Engelsk Spinat
- Rødbladet Syre
Du kan læse om hver enkelt plante inde på hjemmesiden, hvordan den bedst dyrkes og hvad den kan bruges til i madlavningen 😊
Kilde: ”Permakulturhaven” af Karoline Nolsø Aaen og Tycho Holcomb
Malou, Produktionsgartner
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.