No Dig - forår

oprettet d. under Køkkenhave, Skærehave

No Dig - forår

Vi har besluttet os til at dyrke som meget det er muligt ud fra ’No Dig’ principperne i skærehaven og i vores små køkkenhaver.

Hvad betyder ’No Dig’? Ganske enkelt betyder det ”at lade jorden være i fred”.  Vend og bearbejd jorden mindst mulig eller slet ikke. Dyrk året rundt, undgå bar jord. Bar jord er usundjord, som nemt kommer ud af den naturlige balance.

Der er fire grundelementer i ’No Dig’                                        

  •  Fred og ro
  • Altid levende rødder
  • Plantediversitet
  •  Jorddække

Vi efterstræber at have rødder i jorden hele året, i alle bede. Ikke nødvendigvis en levende rod, men en rod. Ved ikke at fjerne gamle rødder, men lade dem forblive og nedbrydes naturligt i jorden bevares CO2 i jorden i stedet for det frigives til luften og atmosfæren. Levende rødder fra fx covercrops holder på næringsstoffer og jordstrukturen. Alt i alt er rødder levende eller døde gode for en hver jord.

Vi bruger flere metoder

Om efteråret sår vi flere af vores pallerammebede til med covercrop, som skal vokse der hele vinteren.

I andre bede har vi klippet sommerens blomster og grøntsager ned og fjernet afklippet. Planteroden får nu lov at blive i mulden gennem hele vinteren.

I de sidste bede har vi klippet blomsterne og andet ned og ladet roden forblive i jorden. Afklippet har vi lagt som et dække over bedet. Jorddække holder på temperaturen og fugtigheden til glæde for mikrolivet.

 

HVORFOR er det så vigtigt?

Vi undgår udvaskning af gode og værdifulde næringsstoffer gennem vinteren.  Vi beholder og understøtter en jord fuld af biodiversitet og et robust mikro-og makroliv. Der frigives meget mindre CO2 når jorden ikke bearbejdes. 

Nu her i foråret vil mange af de gamle plantedele være formuldet. Vi topdresser med Pindstrup sphagnumfri jordforbedringsmuld. Vi lægger den nye muld oven på den gamle uden bearbejdning. Igen med stor respekt for naturens eget kredsløb. 

Christine, Væksthusgartner

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar