Planteportræt Morgenfrue

oprettet d. under Skærehave, Produkter

Planteportræt Morgenfrue

Hvem bliver ikke glad af at se på den smukke morgenfrue der står og svajer i vinden? Den er smuk, nem at dyrke, selvsår villigt, men også nem at genkende på kimstadiet, sådan at den kan fjernes hvis ikke den ønskes mere. Den er den perfekte begynderblomst, for med morgenfrue frø i hånden, vil man altid få succes!
Den er spiselig, god i te, et friskt pust i buketter og så findes den i mange magiske farver. Den siges også at have flere gavnlige egenskaber på kroppen. Her kommer en hyldest og et planteportræt af vores skønne Morgenfrue.

Den store kurveblomst familie

Morgenfrue, Calendula, er en slægt bestående af omkring 20 arter som vokser i Europa og Mellemøsten. Den tilhører kurveblomstfamilien, som er en kæmpe familie med bl.a. solsikker, asters, okseøje og cosmos. Herhjemme vokser havemorgenfrue, Calendula Officinalis.
De kan både være enårige og flerårige og kan blive op til 70cm høje! Se vores udvalg af morgenfruer.

 

Insekt- og medicinplante

Morgenfruen er en af vores mest almindelige sommerblomster herhjemme. Da den også er rigtig god til at selvså sig, er det typisk en man finder i sin have år efter år.

Morgenfruen er en rigtig god insektplante som lokker mange forskellige nyttedyr til sig. Især svirrefluen er glad for morgenfruen og svirrefluens larver æder bladlus i massevis, så på den måde er det genialt at have den i sit drivhus eller i køkkenhaven, hvor der normalt kommer bladlus. Humlebierne er også meget begejstrede for Morgenfruen.
Der findes i dag mange sorter af morgenfruen med mere eller mindre fyldte blomster. Hvis man vil have den som insektplante, skal man vælge de mere enkle sorter hvor blomsterne ikke er fyldte med mange kronblade. Her er nemt for insekterne at komme ind til nektaren.

Morgenfruen menes, som mange andre arter, at være blevet bragt med sig med munkene som medicinsk plante. Den siges at have mange positive egenskaber – bl.a. skulle den være leverstimulerende, menstruationsregulerende, vanddrivende, blodrensende, afførende, bakterie-, virus og svampehæmmende. Den bruges også flittigt i dag i cremer, shampooer og salver. Se vores udvalg af morgenfruer.

De spiselige kronblade og plantefarvning

Derudover er Morgenfruen jo også spiselig. Kronbladene kan bruges friske i salater, urtete, kager, bagværk – kun fantasien sætter grænser! Du kan også tørre kronbladene, putte dem på glas og så har du altid et farverigt indslag til din madlavning eller te. Nogle bruger dem også som erstatning for safran.

Udover at kunne bruges i al slags madlavning og te, kan morgenfruen også bruges som plantefarvning af garn. Den kan farve garnet lys gul eller lys brun alt efter hvilken morgenfrue du bruger og hvilket bejdsemiddel du bruger.

 

Dyrkning af Morgenfruen

Morgenfruen trives bedst i fuld sol eller halvskygge. Sås direkte i haven i april-maj, kan også forspires tidligere, men dette er ikke nødvendigt. Frøene sås i 1 cm dybde. De spirer en-to uger efter såning. Hvis man dyrker dem til snitblomster, kan man vælge at udtynde til 20 cm afstand mellem, hver plante, da de så vil få mere plads til at udvikle sig og lave store fyldige blomster. Man kan også med fordel så dem mellem sine grøntsager i køkkenhaven og de vil hjælpe med at holde skadedyrene væk.

Jo flere blomster man plukker, jo flere blomster vil de producere. Jorden skal ikke gødes særlig meget, da planten ellers vil producere blade i stedet for blomst.

Den blomstrer i juni måned og langt ind i efteråret. Man kan med fordel fjerne de visne blomster, så vil den ikke bruge så meget krudt på at producere frø, men producere blomster i stedet.

Den kan blive angrebet af meldug sidst på sommeren – her kan man vælge at klippe den helt ned, og så vil den skyde igen med en ny blomstring.

Man kan også med fordel så flere hold i løbet af sommerperioden. Det gøres ved at man sår første hold i slutningen af april direkte på voksestedet. Så andet og tredje hold med 2 til 3 ugers mellemrum. Se vores udvalg af morgenfruer.

 

 

 

Malou, Produktionsgartner


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar