Drivning af blomsterløg

oprettet d. under Blomsterløg og knolde

Drivning af blomsterløg

Det er ganske simpelt at drive sine egne blomsterløg. Der er kun få ting du skal huske.

Hvert forår ses et stort udvalg af blomsterløg i supermarkeder til drivning inde i stuen. Hvorfor ikke lave dem selv? Det er nemt, hvis du forbereder dig og starter i efteråret. Det er i øvrigt også langt billigere og langt mere klimavenligt.

 

Dyrk blomsterløg selv

Der er uanede tilbud med spirende blomsterløg i foråret. De står i supermarkeders indgang, i plastpotter, har måske plastsvøb omkring sig med farvetryk. Produkterne kommer ofte fra industridrivhuse i Holland og Danmark. Der er brugt energi på opvarmning, pakning, transport og masser af plastik osv. Alt i alt ikke specielt miljøvenligt eller bæredygtigt. Det kan gøres anderledes.

Det er super nemt at drive sine egne blomsterløg. Det eneste du skal huske, start i efteråret. Det er billigere og godt for vores globale miljø.

Dyrk blomsterløg i potter

Blomsterløg behøver ikke kun at blive plantet i havejorden eller pallerammebede. Plant dem i lerpotter eller andre genbrugsbeholdere. Vi plejer at bruge ’Genbrugs muld’ fra brugte plantesække fra sommerens tomatdyrkning. Bland muld med havejord 1:1. Husk godt dræn i bunden af potten fx gamle potteskår.

Læg løgene efter princippet, at blomsterløget lægges med ca. dobbelt så meget jord over sig, som løget er højt. I små potter er dette svært, men det er ikke så vigtigt. Blomsterløg, som er specielt velegnet til krukker, potter og andre beholdere:

  • Narcisser
  • Tulipaner (Lave sorter)
  • Botaniske tulipaner
  • Perlehyacint
  • Skilla
  • Snepryd
  • Krokus

Blomsterløg skal have kulde

Stil lerpotterne i drivhuset/udhuset eller skuret vinteren over. Krukken må ikke få direkte regn i efterår- og vinterperioden.  I løbet af vinteren gennemgår blomsterløgene den naturlige kuldeperiode, som skal til for, at blomstringen kan komme i gang. Til foråret kan potterne løbende tages ind i stuens varme i det tempo, du ønsker friske blomster i stuen. Det er også en mulighed at stille de naturligt drevne potter på terrassen, altanen i takt med, at de naturligt begynder at blomstre. Hvis du ikke du har et drivhus, så stil potterne tæt op af husmuren.

Bæredygtig dyrkning af blomsterløg

Det er en bæredygtig og naturlige måde at drive forårsløg på. Det er nemt, og måske sætter man også en smule mere pris på blomstringen. Når løget er afblomstret, skal du gemme løget og grave det ned i haven, når jorden er frostfri. Lad endelig være med at smide det ud. Flere løgtyper kan genblomstre og hermed genbruges år efter år.

 

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar