Forskellighed i drivhuset

oprettet d. under Tomatdyrkning, Drivhuset

Forskellighed i drivhuset

Forskelligheder er nøglen til sundhed i dit drivhus om sommeren.

Tomaten stammer fra bjergene i Sydamerika, Peru og Galapagosøerne.  I midten af 1500-tallet blev tomaten indført til Spanien.

I Danmark har tomaten været dyrket siden 1600-tallet. Tomaten har gennemgået en massiv forandring siden da. Fra den oprindelige vilde art til et væld af tomatsorter i dag. Tomatsorter spænder fra de helt små ribstomater til de overdådige bøftomater.  Der er noget for en hver smag.

Der er stor forskel på de tomatsorter vi dyrker som hobby og til de sorter, som dyrkes professionelt i industridrivhusene primært i Danmark og Holland. I industrien bruges der få sorter, der er fremavlet til et helt bestemte formål. Planterne skal give et højt udbytte og et ens udbytte. Tomaten skal være robust i håndteringen, sorteringen og transporten til supermarkederne. Frugterne er derfor faste i frugten med en robust skal. Det er sjældent, at man kan få ’det hele’ i en industritomat. Selvom tomaten er flot, har den gode smag ikke første prioritet. God smag viger for andre evner, som robusthed i en pakkemaskine.

Hos hobbysorter er udvalget og oplevelsen en hel anden. Vi ser alverdens farver og former. Nogle sorter har et højt udbytte, mens andre sorter ikke har. Det er helt naturligt. Vi kan få lov at nyde de skønne bøftomater, som ofte ikke har et højt udbytte. Her kan vi opleve, at frugterne er bløde, mere sarte og med en tynd skal. I industrien dyrker man af samme grund ikke bøftomater. Frugterne ville simpelthen gå i stykker på vej ud til kunden.

At have mange forskellige sorter af tomater i sit hobbydrivhus er sund fornuft. Biodiversitet er nemlig sundhed. Det forebygger mere end vi aner. Forskellige tomatsorter har forskellig genetik, hvilket gør, at de reagerer forskelligt på sygdomme og skadedyr. Vi vil ofte opleve, at kun få sorter angribes af sygdom og skadedyr og ikke alle tomatplanter smittes på én gang. Det modsatte oplever den professionelle tomatgartner. I industridrivhusene hvor der ofte kun dyrkes ganske få sorter. Her har man hele væksthushuse med samme sort med stort set samme genetik. Det gør dem sårbare overfor sygdomsangreb, der udvikler sig hurtigt.

Se vores lækre tomatfrø HER


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar