Planteportræt Statice

oprettet d. under Skærehave, Produkter

Planteportræt Statice

En skønhed med retro-vibes

Den etårige statice, Limonium sinuatum, som på dansk hedder noget så usexet som ”vinget hindebæger” er en skøn plante at dyrke. Fra hver eneste plante kan der høstes store mængder af blomster. Blomsterne er fantastisk gode som fyld i buketter. Mindst lige så gode at tørre og bruge til evighedsbuketter eller kranse.

Statice er en rigtigt retroplante, mange vil kunne huske deres bedstemødre dyrkede denne. Alene duften af den tørrede statice, kan bringe mange minder frem.

Planteliv foto



Statice fås i mange farver

Statice fås i et væld af farver som: hvid, blålilla, rødlilla, lavendel, rosa, lyserød, abrikos, gul og hvid. Blomsten vil ofte have to farver, da den midterste del af blomsten som regel er klart gul eller hvid. Ved at plukke hyppigt og fjerne visne blomster vil Statice sætte nye blomster hele sommeren fra juli til frost. Statice foretrækker en solrig vokseplads i veldrænet jord. Se vores lækre udvalg.

Det sjove danske navn

Det danske navn,” Vinget hindebæger” hentyder til plantestænglen, der har små ”vinger”. Vingerne kan fjernes inden brug i buketter – det gøres lettest med et hård greb om stænglen med to fingre og et solidt træk nedad. Vingerne gør at vandet i vasen hurtigt bliver plumret og ildelugtende, det er derfor en fordel at fjerne dem, i det mindste på det nederste af stænglen. Der findes sorter som har mindre vinger end andre, Seeker-serien har efter vores erfaring mindre vinger end flere af de andre sorter.

Planteliv foto

Dyrknings af Statice

Statice er relativt let at dyrke. Den forspires inde i marts/april og plantes ud i haven når risikoen for frost er ovre i slutningen af maj eller starten af juni.  Den kan endda sås direkte på friland, til dem der ikke har mod på at forspire. Den lille plante ligner lidt en mælkebøtte, det er derfor vigtigt at være opmærksom på hvad der er statice og hvad der er ukrudt, hvis den sås direkte. Planten gror langsomt i starten, men den kommer efter det senere.

Statice fylder en del

Statice bliver en stor plante, den fylder især meget ved jordoverfladen, hvor dens blade danner en tæt roset. Derfor skal der afstand imellem hver plante. Statice bliver omkring 50-70 cm høj.  25-30 cm imellem hver plante er bestemt ikke for meget. Mere vil ikke gøre noget.

Planteliv Foto

Plukning og tørring af Statice
Blomsterne høstes når de er helt udsprungne, men inden de begynder at blive brune. Statice springer ikke væsentlig ud efter høst, de skal derfor først plukkes når den har åbnet blomsten. Blomsten holder sig frisk længe i vasen, husk at skifte vand jævnligt.

Til tørring plukkes blomsterne når de er helt udsprungne. De hænges med hovedet ned ad et tørt og mørkt sted, indtil de er tørrede.

Tip

Statice holder så flot i buketter, at de sagtens kan bruges i vasen i en frisk buket først og siden tørres som evighedsblomst. På den måde kan samme blomst bruges to gange. Når de friske stængler klargøres til buketter, vil det ofte være nødvendigt at fjerne små sideskud – gem og tør disse sideskud, de er fantastiske at bruge i efterårets kranse. Se vores udvalg af Statice.

Planteliv, blomsterekspert

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar