Planteportræt Nigella

oprettet d. under Skærehave, Sommerblomster, Produkter, Efterårssåning i skærehaven

Planteportræt Nigella

Nigella er en af de planteslægter, hvor vi dyrker flere forskellige arter i vores haver. De har alle forskellige danske navne, derfor har vi her, valgt at kalde dem ved slægtsnavnet Nigella, som samlet betegnelse. Nigella er én af de arter, som du kan efterårsså i din skærehave.

Nigella er let at dyrke

Nigella er elegante planter med graciøse blomster og florlet løv. De er lette at dyrke, frøene er store og det er derfor let at så dem, også for børnehænder.  Nigella er en af de hårdføre sommerblomster, der også tåler en del kulde. Derfor tåler de at blive efterårssået, ligesom de ofte selvsår i haven år efter år. Nigella kan sås direkte på friland det meste af året. Fra april-juni til blomstring samme år, i september til blomstring det kommende år. Det er muligt at forspire Nigella inde i marts-april, men det behøves ikke.

Nigella elsker sol

Nigella foretrækker en solrig og veldrænet vokseplads. Den blomstrer cirka ti uger efter den er sået, sås den tidligt kan den være i blomst fra Juni til frost, hvis de plukkes løbende. Plukkes den ikke løbende vil planten gå i frø og visne hen. Frøene kan let høstes og gemmes til næste års blomsterflor.

Jomfruer og Djævle

Til buketter og pryd i havens bede dyrker vi ofte Nigella damascena, den der på dansk har det poetiske navn ”Jomfru i det grønne”. Det engelske navn ”love-in-a-mist” er mindst lige så poetisk som det danske. Det er denne art, der får de flotte oppustede frøstande. Jomfru i det grønne findes med blomster i hvid, rosa, lys- og mørkeblå, ligesom der fås sorter med frøstande i bestemte farver.

Der er flere serier

Blandt sorter, der kan fremhæves, er ’ Albion Black Pod’, der har hvide blomster, med vidunderlige mørklilla frøstande. Ligesom ”Miss Jekyll – serien” med store halv-dobbelte blomster skal fremhæves, i denne serie findes blandt andet den smukke lyserøde: ’ Miss Jekyll Rose’.

En af de andre arter af Nigella, som ofte dyrkes til pryd og buketter er Nigella Papillosa tidligere kendt som Nigella hispanica. Den har det noget mere særegne danske navn ”Djævlen i busken”. Hos denne art er planterne lidt højere og frøstandene er markant anderledes end hos Nigella damscena. Eksempler på smukke sorter af Nigella hispanica  ’Delft Blue’ med vidunderlige blomster, der næsten ser ud til at være delvist malet med akvarel maling i koboltblå på en hvid bund. Ligesom den populære hvide ’ African Bride’. Denne sort imponerer med sine rent hvide blomster med markant sort midte.

Den sære og den spiselige

Til brug som fyld i buketter sælges den særegne Nigella orientalis ’Transformer’, som primært dyrkes for de markante grønne frøstande.

Den spiselige type, den der giver en krydret smag til de flade tyrkiske brød, hedder sortkommen, den har det botaniske navn: Nigella sativa. Blomsten her er lidt mindre og lyseblå.

I skærehaven, staudebedet eller blomsterengen

Nigella er så lette at dyrke, at de kan bruges i mange sammenhænge.

De kan dyrkes som snitblomst i skærehaven. Her er såvel knop, blomst som frøstand smukke til buketter. Frøstanden kan tørres til evighedsbuketter og kranse.

De kan sås med let hånd i et staudebed hvor der er bar jord, her vil de fylde fint i løbet af sommeren og sikkert også selvså året efter. Den elegante vækst passer smukt ind i cottagehaven.

Nigella kan blandes med andre blomsterfrø og bruges i en blomstereng. Den nøjsomme plante, vil trives selvom den bydes mager jord og konkurrence fra andre planter. Nigella er bivenlig og du kan se vores udvalg af nigella her. Nigella kan sås i efteråret.

 

 

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar