Planteportræt af Cosmos

oprettet d. under Skærehave, Produkter

Planteportræt af Cosmos

Stolt kavaler er graciøs og let at dyrke, kan man ønske sig mere?

Stolt Kavaler, Cosmos eller Cosmea – kært barn har mange navne. Cosmos bipinnatus er enårig i vores klima, da den ikke tåler frost. Den selvsår dog gerne, så der vil ofte komme nye planter frem året efter.

Stolt kavaler er let at dyrke. Frøet kan sås på friland når jorden er lun fra slutningen af april til engang i juni. Stolt kavaler kan også forspires, det er dog ikke nødvendigt. Forspiring bør tidligst starte i slutningen af marts, da de gror hurtigt.

Stolt kavaler er en kurvblomst, den har altså den helt klassiske blomsterfacon, med en gul midte og kronblade deromkring. Det grønne løv er let og elegant, i det hele taget af Stolt kavaler en smuk plante, som gør sig godt i såvel blomsterbede, krukker, blomsterengen eller skærehaven.

Stolt kavaler findes i en enorm variation – her er næsten hele farveskalaen i brug. Fra rødlig, lyserød og pink til mere sarte hvide og lysegule farver. Indenfor stolte kavalerer findes der en række forskellige blomsterformer. Ud over den klassiske form, fås Stolt kavaler også med fyldte blomster, med blomster med rørformede kronblade, med blomster med sammenvoksede kronblade og i forskellige dværgformer.

 

Mange nye serier

De anderledes blomsterformer er populære. Der findes ligesom indenfor andre blomsterarter en række serier med særlige blomsterformer. Hos ”Double-click serien” er blomsterne mere eller mindre fyldte. ”Seashells-serien” har de anderledes rørformede kronblade, som får hele blomsten til at få en interessant stjerneform. ”Cupcakes-serien” har sammenvoksede kronblade, hele blomsten har her en fin skålform, den ligner lidt en lille elegant muffin-form. Indenfor hver serie fås både frøposer med et mix af farver og sorter med en enkelt farve. Blandt de nye og populære sorter findes også en række lave typer, ’Antiquity’ er en af disse dværgtyper – disse er yderst velegnet i en krukke, eller i forgrunden i et bed.

Pas på jorden

Dyrkes Stolt kavaler i en meget næringsrig jord vil den blive til en hel lille busk halvanden meter høj og en lille meter bred er ikke et særsyn. Står den i næringsrig jord vil den til gengæld blomstre sent. Derfor kan det være en fordel at sætte Stolt kavaler et sted hvor jorden ikke er alt for velgødet. Planten vil så begynde at blomstre tidligere. Husk at sætte god plads af til Cosmos, uanset vækstforhold er den en stor plante. Se alle vores skønne cosmos.

I vasen

Stolt kavaler har ikke det længste vaseliv, men da den blomstrer så rigt, vil der altid være nye blomster at plukke. Det grønne løv og de smukke runde knopper gør sig godt som fyld i buketter. Derfor er den alligevel værd at give en plads i skærehaven. Pluk blomsten lige inden den åbner sig, for optimal holdbarhed i vasen. Se alle vores skønne cosmos.

Liv, Blomsterekspert

 

 

 

 

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar