Dør min vinterdyrkning?

oprettet d. under Drivhuset året rundt, Vinterdyrkning

Dør min vinterdyrkning?

Det har været koldt den sidste uge. Nogle steder i landet har vi set ned til minus 15 grader. Som du nok ved er jeg en passioneret vinterdyrker i mit orangeri. Jeg dyrker sorter som kan tåle kulde og faktisk også en del frost. De primære sorter til vinterdyrkning er medlemmer af den store kålfamilie, men også salater, cikorie, spinat, få krydderurter og hestebønner.

Selvom vinter i Danmark i mange år har været mild, er Danmark ret geografisk et lunefuldt sted. Vi kan have bidende kolde nætter specielt i januar, februar og helt hen i marts. Forspiring i disse måneder i drivhuset går hurtig galt fordi kuldenedslaget er så voldsomt, at det ødelægger alle små spirer. Dette kan endda ske selvom du har en varme kilde i drivhuset. Nye spirer er mere sarte end man tror.

Dør vinterdyrkningen i frosten?

Den grundlæggende forudsætning for, at vinterdyrkede planter klarer voldsom kulde er, at de er vant til kulden. Planten skal altså have haft hele sin livscyklus i efteråret - og vinterens kulde. Det giver i sig selv kulderesistente planter.

Nogle plantegrupper klarer kulden bedre end andre. Efter flere år som vinterdyrker, lærer man hvad de forskellige sorter kan holde til. Mine romanesco blomkål ser fortsat fine ud trods julekulde. Mine pink blomkål "Parmac" F1 fik tydelige frostskader. Min spinat sået i november er fortsat fin trods kulden.

Kulden er forskellig

Prøv at lægge mærke til kulden i dit drivhus. Det er nemlig ikke alle steder i drivhuset det er lige koldt. Der er flere årsager til dette fx vinkel på drivhusglasset i forhold til himmelrummet, vindretning og drivhusets placering ift. nord, syd, øst eller vest. Jeg har et orangeri med en muret endevæg i den ene ende. Det er meget tydeligt, at det luneste sted netop er ved væggen. Her står mine efterårssåede skærehaveblomster, lunt og beskyttet.

Selvom din vinterdyrkning ser trist og slatten ud når det er frostvejr, kommer saftspændingen igen når temperaturen når nul grader både i rod og top.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar