Status på skærehaven i juli

– eller 👉 Når vejret, barsel og vildtvoksende zinniaer styrer showet

Vi er nu i slutningen af juli, og lad os bare være ærlige: Sommersæsonen 2025 har været... mærkelig. Enten har det regnet i ét væk, som om himlen havde et uforløst traume, eller også har solen brændt så intenst, at vi overvejede at begynde at dyrke oliven i stedet for blomster. Danmark kan virkelig noget med enten-eller.

Samtidig har vores kære kollega Malou været på barsel (tillykke til hende – og barnet med den bedste gartner-mor i miles omkreds!). Det betød, at vi andre måtte tage skærehaven på os, uden den grønne fingersnilde, Malou plejer at bringe. I ren overlevelsesstil kastede vi hele forspiringsstrategien ud ad vinduet og besluttede: Nu sår vi direkte!

Heldigvis var vi ikke helt på bar bund – vores kollega Miah har nemlig i årevis sværget til direkte såning. Aldrig forspiring. Aldrig plastikbakker på vindueskarmen. Aldrig! Hun kalder det "frihed for planterne jeg gider ikke det lort" – vi kalder det modigt.

Zinnia: Havenes popstjerne (med diva-tendenser)

På SpirekasseGården har vi haft det, vi nu kalder et Zinnia-år med stjernestøv. Vi bredsåede midt i maj og gjorde derefter... absolut intet. Ingen udtynding. Ingen knibning. Nada. Hvad fik vi? Et flor af zinniaer, så flotte, at selv blomsterhandleren i Paris ville nikke anerkendende.

Især sorten ”Super Yoga” har været en fest – farver så skarpe, at de næsten kræver solbriller. Lange, kraftige stængler og en sundhed, der kunne få en fitnesscoach til at fælde en tåre. Vi plukker stadig lystigt og spørger os selv: Burde vi altid bare lade stå til?

Miah derimod… Hun har ét stk. zinnia. Én. Lille. Ikke just køn. Den blev plukket med værdighed og sat i en vaskeægte mini-mini-buket. Vi sendte blomsten en stille tanke og en opmuntrende hilsen. Nogle år er bare ikke zinniaens år – i hvert fald ikke hos alle.

Statice – nu på DIY-mode

Nyt fra forskningsfronten: Statice kan sagtens sås direkte. Den gider faktisk slet ikke forkultivering, den vil bare ud i den fri muld og hygge sig. MEN – og det er vigtigt – det er ikke en plante, man bare skal lade stå tæt pakket som til en musikfestival. Der skal udtyndes, ellers bliver det noget rod.

Cosmos – årets skuffelse

Cosmos er normalt den luftige darling i haven. I år? Not so much. Hos Miah er planterne 15 cm høje og blomsterløse. Hos os? Lidt bedre, men vi har også haft lus i hobetal. De har nærmest holdt picnic i bedene fra juni og ind i juli, og blomsterne har tydeligvis ikke været inviteret med til festen. Vi håber stadig på en sen opblomstring – ellers må vi nøjes med minderne fra tidligere år.

Morgenfruer – de uinviterede (men charmerende) gæster

I foråret topdressede Jens alle bede med 10 cm ny muld og blandede det hele grundigt. Resultatet? En form for blomsterbingo. Det viste sig, at den gamle jord var fuld af frø fra tidligere sæsoner – særligt morgenfruefrø. De er nu dukket op i de vildeste krydsninger og i så store mængder, at vi overvejer at oprette en morgenfrue-festival. Vi har valgt at lade dem stå – det er jo nærmest skærehavens forever flower – uden arbejde!

Selvsåede overraskelser og klimakaos?

Om det skyldes klimaforandringer, vil vi ikke gøre os kloge på, men der er klart noget i gærde. Vi har fået squash og bolsjebeder, der har sået sig selv (!), og et væld af blomster som: dusksalvie, floks, solsikker, hareøre, hjertegræs, kinesisk hundetunge, nigella og løvemund – alt sammen kommet op, helt af sig selv. Det føles lidt som om haven er begyndt at planlægge sin egen sæson. Vi overvejer, om vi overhovedet skal så noget næste år eller bare sætte os med en kop kaffe og se, hvad der dukker op.

Konklusion på skærehaven 2025?

Skærehaven 2025 har været en blanding af kaos, geniale genveje og blomster, der har nægtet at følge manuskriptet. Men hey – vi har lært noget! Nemlig at man nogle gange bare skal give naturen lidt plads og slippe kontrollen.

Og så selvfølgelig: Lad aldrig en gartner gå på barsel uden at efterlade en meget detaljeret manual...