Mød Kardon, Cynara cardunculus, artiskokkens fantastiske fætter! Kaldes også for vild artiskok og vi er ret oppe og køre over denne smukke, majestætiske flerårige plante. Læs med og find ud af hvad den kan!
Vild artiskok
Kardon er en traditionel grøntsag i Middelhavskøkkenet, men den er også populær som prydplante på grund af sit imponerende og eksotiske udseende! Den kan blive 1,5-2 meter høj og er derfor virkelig sjov at bruge som en rigtig show-stopper i haven. Den er en del af kurveblomstfamilien og stammer fra middelhavsområdet, hvor den har været dyrket i tusinder af år. Både som prydplante og som grøntsag.
Kardon kan genkendes på sine sølvgrå, fjeragtige blade og de imponerende blomster, som minder om lilla tidsler. Køb økologiske kardon frø hos Spirekassen
Kardons stilke er spiselige
I modsætning til artiskokken, så er det på Kardon hovedsageligt stilkene man spiser (ikke bladene). Stilkene er ret fiberrige, og skal behandles specielt for at give spiseligt udbytte. Når planten er vokset til hen på efteråret, bindes blade og stilke sammen, og det nederste af planten pakkes ind i halm, avis eller pap, så stilkene bleges. Det er oftest nødvendigt at blege i 3-5 uger for at få et godt resultat.
Smagen er delikat og minder lidt om artiskok. Stilkene bruges ofte i supper og gratiner især i Italien og Frankrig. I Spanien bruges kardon i retter som ‘cardo con almendras’ som betyder kardon med mandelsauce. Kardon siges også at være rig på fibre og indeholder bitterstoffer, der kan fremme fordøjelsen. Men det kræver lidt arbejde at komme derhen.
Høj prydværdi og bivenlig
Hvis ikke man gider det med at blege stilkene osv, så er den også virkelig fin og overdådig som prydplante i haven! Den er flerårig og trives bedst i solrige og varme klimaer. Kardon kan overleve en mild vinter på frost i Danmark, dog under tildækning. Vi vil altid anbefale at dække den til – det kunne f.eks. være med blade eller granris.
Med sine sølvgrønne blade og store lilla blomsterhoveder er Kardon populær i dekorative bede. Blomsterne tiltrækker bier og sommerfugle, hvilket gør den til en værdifuld plante for biodiversiteten. De store blomsterhoveder kan tørres og bruges i blomsterdekorationer, hvor de vil være smukke med deres lilla farver.
Hvordan dyrkes kardon?
Det er en god ide at forspire Kardon og det kan gøres allerede i april måned. Man kan være heldig at den når at blomstre første år. Plant Kardon ud på en solrig og varm placering i haven, når risikoen for frost er ovre. Den skal vandes regelmæssigt i de tørre perioder, da mangel på vand kan stresse planten og provokere for tidlig blomstring. Kardon blomstrer fra august-oktober med de smukkeste lilla blomsterhoveder. Køb økologiske kardon frø hos Spirekassen
Uanset om du dyrker den for dens spiselige dele eller dens skønhed i haven, er den et spændende valg som vi håber du har lyst til at forsøge dig med 😊 Køb økologiske kardon frø hos Spirekassen
Malou, produktionsgartner
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.