Udplantning af småplanter

oprettet d. under Køkkenhave, Årets gang, Skærehave

Udplantning af småplanter

Når vi forspirer planter, inde eller i drivhuset, får planterne et forspring. De kommer i god vækst, inden de plantes ud. Men, det forspring kan lynhurtigt gå tabt, hvis vi ikke giver dem en blid start på udelivet. Vi risikerer at stresse vores planter, hvis vi stiller dem direkte fra en lun beskyttet vokseplads og ud i haven.

De er vokset op i beskyttede omgivelser. Der har været glas imellem dem og solen, de har aldrig været udsat for vind. Derfor må forspirede planter, uanset om det er grøntsager eller blomster, vænnes langsomt til vind og vejr.

Planter der ikke afhærdes kan få skader af solen, vinden eller kulden udendørs. I bedste fald sætter det blot væksten i stå, i værste fald vil planten gå til.

 

Afhærdning af småplanter

Den bedste overgang til udelivet gøres ved at afhærde planterne inden udplantning. Afhærdning gøres ved at stille planterne ud på besøg i haven. Først sættes de ud i et par timer, siden hele dagen. De tages fortsat ind om natten. Start et sted med læ og skygge og forøg gradvist mængden af sol, vind og vejr de udsættes for. Afhærdning kan var en uge, eller mere. Længden af afhærdning afhænger af mange forhold, bliver det godt udplantningsvejr efter tre dages afhærdning, kan det være værd at afkorte den periode hvor der afhærdes.

Bliver det omvendt pludselig for hårdt vejr til små planter må afhærdningen forlænges til det bliver godt plantevejr. Planter fra drivhus kan afhærdes over kortere tid end planter indefra. De er allerede vandt til de svingende temperaturer og mangler blot at vænne sig til direkte sol og vind.

 

Solskader på småplanter

Små planter der sættes direkte ud i solen, kan blive solskoldede. Det er derfor en god idé at starte med at afhærde i skygge. Brug eventuelt et lagen, eller en parasol til at lave skygge. Virker afhærdning uoverskueligt, kan det springes over, ved at dække de udplantede planter med fiberdug i den først uges tid efter udplantning. Sørg for at der er luft imellem fiberdug og planter, fx ved at lave en tunnel af fiberdugen.

Udplantning af småplanter

Når planterne er afhærdet kan de plantes ud. Kig grundigt på vejrudsigten inden udplantning. Kig efter nattetemperaturen og vindstyrke. Det er ikke sjovt at plante ud dagen før et voldsomt blæsevejr, bare for at se de små planter blive slået i stykker af den hårde vind.

Ideelt udplantningsvejr er en overskyet dag uden ret meget vind. Både vind og sol kan udtørre planternes rødder, derfor vælges gerne en gråvejrsdag til udplantning. Der må vældig gerne være udsigt til regn.

Hvornår skal jeg udplante?

Hvornår der kan udplantes, afhænger af hvornår den sidste nattefrost forventes at komme. Ofte vil sidste frost falde sammen med hvornår der er fuldmåne i maj. En gammel huskeregel siger at det er sikkert at udplante frostfølsomme vækster efter grundlovsdag (5. juni). Det vil dog som regel være muligt at udplante i løbet af maj og de mest hårdføre blomster og grøntsager endda allerede i slutningen af april.

Som udgangspunkt udplantes ud i samme dybde som planten har stået i potten. Husk altid at vande efter udplantning. Se vores frø til skærehaven.

Planteliv


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar