Planteportræt Kornblomst

oprettet d. under Skærehave, Produkter, Efterårssåning i skærehaven

Planteportræt Kornblomst

Kornblomster er for mange indbegrebet af ”Sommer i Danmark”, som de står der og spreder deres blå blomster henover smukke kornmarker.  Kornblomster er lette at elske, så det er skønt, at de også er lette at dyrke.

Kornblomst er gode for bierne og de smukke kronblade kan endda spises, både friske og tørrede. De tørrede kronblade kan også  bruges som den smukkeste bæredygtige blomsterkonfetti.

 

Kornblomst er Ikke bare blå

Kornblomster behøver ikke at være blå. Kornblomst fås i et væld af smukke farver. Kornblomst fås i hvide, lyserøde, pink, lilla, mørk bordeaux, lyseblå og en del tofarvede.  Prøv fx den fine ”Classic-serie” hvor ’Classic Romantic’ er et mix i de smukkeste lyserøde farvetoner, ’Classic Magic’ det smukkeste lilla mix, ’Classic Fantastic’ den smukkeste blå mix og ’Classic Artistic’ et mix i mange farver, hvoraf en del er tofarvede.

Dyrkning af kornblomster

Kornblomst kan sås direkte på friland når jorden er lun i april-maj. Kornblomst kan forspires indenfor eller i drivhus i marts, men det er ikke nødvendigt. Kornblomst kan efterårssås sidst i september, enten på friland eller i drivhuset – hvilket vil give en tidlig blomstring det efterfølgende år.

Ved at så kornblomster både forår og efterår vil blomstringen kunne strække sig langt ind i sommeren.

Kornblomster i skærehaven

I skærehaven vil vi opleve, at kornblomsterne blomstrer flot i starten, hvorefter de bliver kedelige. Ind i mellem kan man have succes med at klippe dem ned og få en lille genblomstring. Men de bedste resultater fås ved at så kornblomster flere gange og rydde de gamle, efterhånden som de holder op med at give blomster. Opbinding er en fordel, da de store planter let vælter i vinden. Det er lidt noget bøvl at plukke og rense stænglerne på kornblomster, så det kræver lidt arbejde at få kornblomster vaseklar. Når de står der som det første i blomst i skærehaven, er de dog tilgivet for besværet.

Værd at vide om kornblomster

Kornblomster er ofte en del af frøblandinger til blomstereng. Her vil vi opleve, at kornblomsterne kommer talrigt første år, hvorefter de kommer meget sparsomt eller helt forsvinder. Det sker, fordi de har brug for plads og lys til at trives. De kommer godt på bar jord, men har ikke en chance i et vel-etableret tæppe af flerårige planter.

 

 

 

 

 

Blomsterekspert, Liv



 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar