Planteportræt Solsikke

oprettet d. under Skærehave, Sommerblomster, Produkter

Planteportræt Solsikke

Solsikker kan altid bringe et smil frem. Solsikkernes smukke blomster minder os om sol og sommer. Måske er det derfor vi alle sammen holder så meget af solsikker? Solsikker fås i mange farver, de behøver ikke at være gule. Solsikker kan også fås i cremehvide, brune, rosa farver, de kan være tofarvede og blomsterne kan være mere eller mindre fyldte. Solsikker kan fås i dværgformer og i ekstra høje sorter – så gå på opdagelse i de mange smukke sorter, og vælg en sort der passer til din have.

 

 

Lette at dyrke

Solsikker er lette at dyrke. De sås direkte på friland når jorden er lun i april-juni. De store frø er lette at håndtere og solsikker er derfor også gode at så med børn. Frøet skal omkring en centimeter ned i jorden, det enkleste er at prikke et lille hul i jorden med en finger og smide frøet i, hvorefter jorden klappes til over frøet. Solsikke spirer normalt indenfor få dage. Det er ikke en fordel at forspire solsikker, da de ikke kommer tidligere i blomst af forspiring. Ligesom de sprøde skud let knækker under udplantningen.

Vælg en vokseplads med sol til halv-skygge og læ. Solsikker er høje planter, der kan vælte i vinden, derfor er en placering med læ eller opbinding til en bambuspind en god idé. De ikke forædlede sorter af solsikke er bivenlige og er en stor fødekilde for bier med et højt indhold af både pollen og nektaren. Solsikkers pollen indeholder 31 % protein.  

Med én blomst eller flere

Solsikker kan have forskellige vækstformer, de kan være helt klassiske med en stilk og en blomst – eller de kan være forgrenede planter med flere stilke med flere ofte mindre solsikkeblomster. De forgrenede sorter kræver mere plads til naboplanter end dem med en enkelt stilk.

Én af de smukke sorter med flere stilke og mindre blomster er den vidunderlige ’ Italian White’, der med cremehvide blomster lyser op i enhver have. 

 

Solsikke som snitblomst

Der findes en række solsikkesorter, der er særligt udviklet til snitblomster. Det gælder fx den pollenfrie ”Pro Cut- Serie” og de skulpturelle blomster hos ” SunFill-Serien. ”Pro cut serien” er specielt fremavlet til brug i buketter. Den er pollenfri og derfor ekstra velegnet som snitblomst, da den ikke drysser med gult pollen. I ”Procut serien” findes solsikker i alverdens farver fra klassiske gule og orange farver, til brændte toner af rosa og brun, over i helt lyse blomster i cremehvid og lysegul. ’Pro Cut White lite ’ er noget så særligt som en hvid solsikke med lys midte. 

”Sunfill-serien” rummer usædvanlige solsikker, de ser ud til slet ikke at have kronblade og bliver derfor helt skulpturelle i deres udseende. Sunfill fås i en grøn og en mere mørk udgave. En virkelig spændende nyhed til buketter, der vil få de fleste til at kigge en ekstra gang. 

Når formålet er at producere gode snitblomster, kan de solsikker, der har en enkelt stilk, med fordel sås tæt (ca. 15 cm), på den måde bliver blomster og stilke mindre voldsomme og egner sig derfor bedre til en buket. De forgrenede solsikker har brug for mere plads (ca.45 cm). Pluk solsikkerne lige inden de springer ud, for det længste vase-liv.

Solsikker til fuglene

Lad dine solsikker gå i frø i haven, står de vinteren over, vil fuglene komme og spise de olieholdige frø. Det giver fugleliv i haven og er et skønt naturligt alternativ til at fodre fugle med mejsebolde eller lignende.

Se hele vores udvalg af solsikker 

 

 

 

 

 

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar