Året der gik i skærehaven

Året der gik i skærehaven

Af PlanteLiv

Efterhånden som kulden sætter ind takker skærehaven af for i år. På denne tid begynder drømmene om alt det smukke der skal dyrkes i skærehaven næste år at forme sig. Det er tid til at gøre status over årets succeser og udfordringer. Tænke over hvad der altid manglede og hvilke blomster der aldrig rigtig blev plukket i årets løb.

Denne sæson har vejret, igen, været en udfordring – hvert år har sine vejrmæssige spidsfindigheder. Den kolde maj gjorde at mange blomster kom sent i gang. September var så våd, at det som normalt er årets bedste måned i skærehaven, nærmest virkede som slutningen på sæsonen. Oktober kom til gengæld med masser af soltimer og gjorde at vi alligevel fik blomster langt ind i efteråret og frosten ramte sent, så selv Dahliaerne stod smukt længe.

Mindre orange – Tak!

Ved årets start havde jeg en plan om at jeg ville give mere plads til orange blomster og andre blomster i brune og brændte farver. I 2020 havde min skærehave haft lidt rigeligt pasteller og især i efteråret savnede jeg lidt kraftigere farver.  Jeg må indrømme at det med at indføre mere orange ikke endte med at blive en stor succes. Hele sæsonen har min skærehave haft et stort udbud af orange blomster – fordi det altid var dem jeg plukkede sidst. Ofte endte jeg simpelthen med at måtte fjerne de visne blomster, uden at have plukket en eneste. De brændte farver vil jeg gerne have igen, den smukke lille Zinnia hageana ’ Old Mexico’ havde de skønneste brun/røde farver og den vidunderlige brune amarant ’Hot Biscuits’ blev nærmest min yndlingsplante i hele skærehaven.

Flere Rævehaler

Apropos amaranten ’Hot biscuits’ så blev det i år jeg endelig lykkedes med at dyrke rævehaler, eller amaranter hvis vi skal bruge en samlet betegnelse. Jeg har i flere år forsøgt med forspiring af dem, men er ofte endt med planter som ikke tålte kulden og vinden når de blev plantet ud. Også i år kæmpede mine planter i starten med kulden og blev sat noget tilbage – en lille improviseret tunnel af fiberdug fik dem dog helskinnet igennem de første svære dage ud. Jeg endte med flotte planter i sidste ende. Næste år vil jeg prøve at så mine amaranter direkte på friland, det har jeg fået anbefalet af en rigtigt dygtig skærehave-dyrker, så det tror jeg simpelthen er vejen frem.

Solsikker en sikker succes

I år nedlagde vi legehuset - det kom videre til en anden børnefamilie med mindre børn. Derfor fik jeg pludselig plads til et helt nyt bed. Jeg anlagde en bær-have, men fik også endelig et velegnet bed til solsikker. Jeg er vild med solsikker, der findes et helt overvældende udvalg af smukke sorter i alverdens farver og størrelser. Normalt får jeg købt flere frø til solsikker, end jeg reelt har plads til at dyrke. I den lille have kan det være vanskeligt med solsikker. De fylder meget og snupper både vand og lys fra naboplanter. Sættes de i et højbed går det meget ud over de planter de vokser side om side med. Det var i øvrigt en af årets mindre heldige bedplaner – at jeg havde en række solsikker i et af højbedene, jeg har gjort den fejl før og jeg ved simpelthen ikke hvorfor jeg ikke lærte af det dengang. Solsikkerne stjæler simpelthen alt vand og lys fra halvdelen af højbedet. Nu HAR jeg lært det og gør det, IKKE igen. Tilgengæld har jeg nu et rigtigt godt solsikkebed ind imod naboen, hvor jeg vil dyrke en masse smukke solsikker igen næste år, jeg har allerede kig på et par spændende sorter jeg vil afprøve.

Bedre held med Evighedsblomsterne

Nogle år er det bare sådan at noget lykkes og andet slet ikke vil. I år var det kæmpe-evighedsblomst, Xerochryssum bracteatum, som slet ikke ville spire hos mig. Jeg nåede at så af flere omgang, men anden omgang nåede aldrig i blomst. Af de fire sorter jeg havde planlagt at dyrke, var det kun de to som blev til noget. Jeg har derfor en drøm om at have flere kæmpe evighedsblomst næste år, da jeg virkelig savnede de pastelfarvede i år. Jeg havde ikke købt friske frø til de pastelfarvede evighedsblomster og det er nok i virkeligheden det der gjorde at jeg kæmpede så meget med at få dem til at spire. De evighedsblomster der spirede og faktisk fik blomster, blev desuden begrænset i deres vækst af den før omtalte ”solsikke-i-højbed-fadæse” – så de blev heller ikke så store og flotte som de plejer.

Det jeg savnede

Hver år er jeg igennem en nøje udvælgelsesproces, inden jeg står med en færdig plan for min skærehave. Jeg dyrker omkring 60 forskellige blomster fra frø i min lille skærehave. Mere har jeg simpelthen ikke plads til. Derfor fravælger jeg hvert år blomster, som jeg faktisk synes er smukke og helst ikke ville undvære. Af dem der blev fravalgt i årets skærehaveplan, savnede jeg især Trommestikker (Craspedia globosa) der med sine gule kugleformede blomster er ret unik og fantastisk at bruge både tørret og frisk i buketter.

Sidste år kæmpede mine sommerasters lidt med svamp og anden utøj, derfor droppede jeg helt sommerasters i år – det kommer ikke til at ske igen, for nøj hvor har jeg savnet de store smukke blomster som ofte kan plukkes langt ind i efteråret. De er helt sikkert med på listen, når næste års bedplan laves.

Jeg dyrker altid Enkeblomsten, Scabiosa atropurpurea ‘ Oxford blue’, fordi den bare er så fin i buketter og i skærehaven og altid tiltrækker mange smukke sommerfugle. I år havde jeg så sået den fra egne frø og de var helt tydeligvis ikke som moderplanten, jeg endte med blomster i hvid med et rosa strejf – og en lidt mere ranglet og pjusket vækstform. Det var ikke lige det jeg havde forventet og jeg glæder mig derfor til at have ’Oxford Blue’ tilbage i mit bed næste år – denne gang fra nye frø, så jeg er helt sikker på hvad jeg får.

I Spirekassen ligger vi lige nu sidste hånd på bestillingerne af årets frø. Jeg har fået ansvaret for at sammensætte blomstersortimentet. Hvis jeg selv skal sige det, så får vi et skærehave-sortiment ud over det sædvanlige. Der bliver mere end 200 forskellige blomster i vores skærehave-kategori. Vi håber at I vil kigge forbi når de nye frø kommer til salg fra den 15. december.

oprettet d. under Årets gang, Skærehave


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar